Børne- og ungeydelsesloven § 1

Denne konsoliderede version af børne- og ungeydelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en børne- og ungeydelse

Lov nr. 147 af 19. marts 1986,
jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 25. maj 2022,
som ændret ved lov nr. 1389 af 5. oktober 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 174 af 27. februar 2024, lov nr. 482 af 22. maj 2024, lov nr. 632 af 11. juni 2024 og lov nr. 665 af 11. juni 2024

Børne- og ungeydelsen
§ 1

For børn under 15 år udbetales en skattefri børneydelse. Børneydelsen udgør 16.992 kr. årligt (2011-niveau) for børn indtil det fyldte 3. år, 13.452 kr. årligt (2011-niveau) for børn fra og med det fyldte 3. år og indtil det fyldte 7. år og 10.584 kr. årligt (2011-niveau) for børn fra og med det fyldte 7. år og indtil det fyldte 15. år.

Stk. 2 For børn mellem 15 og 17 år udbetales en skattefri ungeydelse. Ungeydelsen udgør 10.584 kr. årligt (2011-niveau).

Stk. 3 De i stk. 1 og 2 nævnte beløb reguleres årligt efter udviklingen i det af Danmarks Statistik offentliggjorte forbrugerprisindeks i forhold til indekset for 2009. Reguleringen foretages på grundlag af forbrugerprisindeksets årsgennemsnit i året 2 år forud for det kalenderår, i hvilket ydelsen udbetales. Beløbene forhøjes eller nedsættes med samme procent som den, hvormed forbrugerprisindekset er ændret i forhold til niveauet i 2009. Ved reguleringen for kalenderåret 2012 nedsættes den beregnede ændringsprocent efter 3. pkt. med 1,9 procentenheder. I 2013 og efterfølgende kalenderår nedsættes den beregnede ændringsprocent efter 3. pkt. med 3,9 procentenheder. Den procentvise ændring beregnes med en decimal. De beløb, der fremkommer efter procentreguleringen, afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 12. Reguleringen sker første gang for kalenderåret 2012. I 2023 forhøjes de i stk. 1 og 2 nævnte beløb derudover samlet med 660 kr.