Det forsikringsselskab, hvori den registrerede alternative behandler med uddannelse inden for manuel behandling har sin ansvarsforsikring med behandlingsdækning, jf. § 3 a, stk. 1, nr. 2, er forpligtet til en gang årligt at indberette anmeldte skader forårsaget af den registrerede alternative behandler som led i dennes udførelse af manipulationsbehandling af rygsøjlen til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Stk. 2 Den registrerede alternative behandler, der ikke tillige er en autoriseret sundhedsperson omfattet af § 19 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, skal en gang årligt indberette skader til Styrelsen for Patientsikkerhed, der er anmeldt til den pågældendes forsikringsselskab, som led i manipulationsbehandling af rygsøjlen.
Stk. 3 Den registrerede alternative behandler, der ikke tillige er en autoriseret sundhedsperson omfattet af § 19 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, og som ønsker at udføre manipulationsbehandling af rygsøjlen, har pligt til at indberette, i hvilket forsikringsselskab den pågældende har sin ansvarsforsikring med behandlingsdækning, til den forening, hvori den pågældende er registreret.
Stk. 4 Sundhedsministeren kan fastsætte regler om dækningssummer for ansvarsforsikring med behandlingsdækning og om forsikringsselskabets og den registrerede alternative behandlers forpligtelse til at indberette anmeldte skader til Styrelsen for Patientsikkerhed.