Statskassen kan garantere over for pengeinstitutter og visse kreditinstitutter for lånets betaling. Garanti gives i form af en selvskyldnerkaution fra staten.
Stk. 2 Kaution kan stilles for 50 pct. af det ydede lån til mindre virksomheder. Kautionen kan maksimalt udgøre 400.000 kr. pr. virksomhed. Minimum for udlån er 25.000 kr.
Stk. 3 Pengeinstitutter og visse kreditinstitutter betaler et bidrag på 1 pct. p.a. af restgælden til staten af de statskautionerede lån. Bidraget går såvel til tabshensættelser som til administration af ordningen.
Stk. 4 Kaution stilles af staten efter ansøgning fra pengeinstitutter og visse kreditinstitutter. Der kan ikke stilles kaution for et lån, der er ydet før lovens ikrafttræden, ligesom der ikke kan stilles statskaution i forbindelse med gældsomlægning. Samme person kan alene opnå et statskautioneret lån i medfør af denne lov. Som samme person anses også ægtefæller, ugifte samlevende og selskaber, hvori de nævnte personer ejer eller har ejet mindst halvdelen af selskabskapitalen eller råder over eller har rådet over en bestemmende indflydelse.