Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger § 11

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1387 af 5. oktober 2022,
som ændret ved lov nr. 1557 af 12. december 2023

§ 11

En virksomhed skal senest påbegynde afvikling af indefrysningen 12 måneder efter udløbet af indefrysningsperioden.

Stk. 2 En virksomhed skal ved afviklingsperiodens påbegyndelse, jf. stk. 1, beslutte, om indefrysningen skal afvikles over en 4-årig afdragsperiode, jf. stk. 5 og 9, eller om den fulde indefrysning afvikles straks. En virksomhed, som har besluttet at afdrage over en 4-årig periode, kan til enhver tid indfri den resterende indefrysning.

Stk. 3 En virksomhed kan dog uanset stk. 1 og 2 indfri indefrysningen umiddelbart efter udløbet af indefrysningsperioden, når energivirksomheden har opgjort den individuelle og samlede indefrysning, jf. stk. 4.

Stk. 4 Ved indefrysningsperiodens udløb opgør energivirksomheden den individuelle og samlede indefrysning, som energivirksomheden har ydet. Opgørelsen skal også angive tidspunktet for den enkelte virksomheds anmodning om indefrysning.

Stk. 5 Afdrag på indefrysningen og påløbne renter skal ske i lige store månedlige eller kvartalsvise ydelser, jf. regler fastsat i medfør af stk. 10.

Stk. 6 En energivirksomhed kan i indefrysningsperioden opkræve et gebyr af en virksomhed, der anvender indefrysningsordningen. Gebyret må kun dække energivirksomhedens administrationsomkostninger som følge af indefrysningsordningen.

Stk. 7 Staten overtager fordringerne på de indefrosne beløb fra energivirksomhederne i overensstemmelse med lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v.

Stk. 8 Stk. 1-7 finder anvendelse ved virksomhedens fraflytning, tilflytning eller leverandørskifte m.v.

Stk. 9 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om afdragsordningen, herunder i forbindelse med fraflytning, tilflytning, leverandørskifte m.v., udtrædelse af indefrysningsordningen, eftergivelse af indefrysningsbeløbet m.v.

Stk. 10 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter den rentesats, der påløber fra tidspunktet for første indefrysning. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler for rentetilskrivning.

Stk. 11 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om virksomhedens mulighed for at opsige eller ophæve en aftale om levering af energi som følge af energivirksomhedens manglende efterlevelse af en anmodning om indefrysning m.v.

Stk. 12 Erhvervsministeren kan efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte nærmere regler om statens overtagelse af indefrosne beløb ydet til virksomheder ved indefrysningsperiodens udløb, herunder regler om, hvornår og på hvilke vilkår overtagelsen skal finde sted.