Jobpræmien udgør 10 pct. af den A- og B-indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag, der indberettes til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, i de enkelte måneder i jobpræmieperioden.
Stk. 2 Jobpræmien udgør 10 pct. af den lønindkomst, der er erhvervet om bord på dansk skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), og som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, i de enkelte måneder i jobpræmieperioden. Ved beregningen af jobpræmie anvendes de omregningsfaktorer, som fremgår af bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere ved omregning af DIS-indkomst til dansk indkomst.
Stk. 3 Jobpræmien udgør 10 pct. af dokumenteret arbejdsindkomst fra et andet EU-/EØS-land eller Schweiz i jobpræmieperioden.
Stk. 4 Beskæftigelse, hvor der ydes offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller efter lov om seniorjob, kan ikke medregnes til opgørelsen efter stk. 1-3, jf. dog stk. 5.
Stk. 5 Stk. 4 finder ikke anvendelse for ansættelse i fleksjob, hvor der udbetales fleksløntilskud som supplement til lønnen, jf. § 70 f i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller hvor personen modtager støtte i form af tilskud til selvstændig erhvervsvirksomhed på grund af en varigt og væsentlig nedsat arbejdsevne, jf. § 70 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for disse personers løn samt for selvstændige erhvervsdrivende, som via virksomheden udbetaler løn til sig selv.