Lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022 Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 445 af 12. april 2022

Kapitel 2 1 Engangstilskud
§ 2

Energistyrelsen yder et engangstilskud på 6.000 kr. til den person, der ifølge Det Centrale Personregister den 1. januar 2022 var den ældste person i de husstande, der opfylder betingelserne i §§ 3 og 4. Data i Det Centrale Personregister den 1. april 2022 lægges til grund.

Stk. 2 Er den ældste person i husstanden på udbetalingstidspunktet registreret som død i Det Centrale Personregister, udbetales engangstilskuddet til den ifølge Det Centrale Personregister på udbetalingstidspunktet ældste levende person i husstanden. Er alle personer i husstanden afgået ved døden på udbetalingstidspunktet, udbetales engangstilskuddet ikke.

Stk. 3 Opfylder flere personer i husstanden betingelserne i stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., udbetales engangstilskuddet til den person, der har det laveste løbenummer i sit personnummer.

Stk. 4 Engangstilskud efter stk. 1-3 udbetales til den berettigedes Nemkonto, jf. dog § 13, stk. 6. Det er en betingelse for udbetaling af engangstilskuddet, at den pågældende har en Nemkonto, jf. dog § 13, stk. 6.

§ 3

Det er en betingelse for engangstilskud efter § 2, at boligen opfylder mindst en af følgende betingelser, jf. dog § 5:

  • 1) Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) registreret med »Naturgas« som opvarmningsmiddel.

  • 2) Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og boligen er beliggende

    • a) i et gasforsyningsområde,

    • b) uden for fjernvarmeforsyningsområder og inden for 100 m fra et gasforsyningsområde,

    • c) uden for fjernvarmeforsyningsområder og inden for 50 m fra en gasdistributionsledning, som den 25. marts 2022 var registreret i Evidas systemer og fremgår af GIS-informationer fra Evida, eller

    • d) uden for fjernvarmeforsyningsområder, hvis boligen er registreret i Bygnings- og Boligregistret med samme BFE-nummer som mindst en bygning, der den 1. januar 2022 var registreret i Bygnings- og Boligregistret med »Naturgas« som opvarmningsmiddel.

  • 3) Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation og er beliggende inden for et område, der er tilknyttet et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, som afgrænset i GIS-informationer fra Energistyrelsen, jf. § 14, stk. 3.

  • 4) Boligen

    • a) var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Elektricitet« som opvarmningsmiddel,

    • b) havde ifølge Energinets datahub et elektricitetsforbrug over 1.500 kWh i december 2021 og

    • c) var i december 2021 registreret for elvarme i Energinets datahub.

  • 5) Boligen var den 1. januar 2022 registreret i Bygnings- og Boligregistret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og den berettigede har dokumenteret, at den primære opvarmningsform i december 2021 var

    • a) gas,

    • b) fjernvarme fra et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, eller

    • c) elektricitet, hvor boligens andel af den forbrugte elektricitet til det fælles varmesystem tillagt boligens øvrige elektricitetsforbrug oversteg 1.500 kWh i december 2021.

Stk. 2 En bolig anses for registreret med en bestemt varmeinstallation eller et bestemt opvarmningsmiddel i Bygnings- og Boligregistret, hvis boligen eller den bygning, som boligen er beliggende i, er registreret med den pågældende varmeinstallation eller det pågældende opvarmningsmiddel.

Stk. 3 En boligs geografiske placering fastlægges som det adgangspunkt, der er registreret i Danmarks Adresseregister.

§ 4

Det er en betingelse for engangstilskud efter § 2, at husstanden havde en samlet indkomst i indkomståret 2020 på højst 650.000 kr., jf. dog § 5.

Stk. 2 Indkomsten opgøres som personlig indkomst med tillæg af positiv nettokapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte grundbeløb og bundfradrag. Indkomsten opgøres på baggrund af den gældende årsopgørelse for 2020 pr. 1. april 2022. § 17 b, stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler finder ikke anvendelse ved opgørelsen af indkomsten.

Stk. 3 For personer i husstanden, som ikke den 1. april 2022 havde en gældende årsopgørelse for 2020, anses indkomsten for at være:

  • 1) 140.000 kr. for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 30 år.

  • 2) 90.000 kr. for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 18 år, men endnu ikke var fyldt 30 år.

  • 3) 0 kr. for personer, der den 1. januar 2022 endnu ikke var fyldt 18 år.

§ 5

Engangstilskud efter § 2 ydes, selv om en eller flere af betingelserne i §§ 3 eller 4 ikke er opfyldt, hvis den manglende opfyldelse alene skyldes manglende eller fejlagtige oplysninger i de datakilder, som er nævnt i § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2, som ikke kan henføres til personer i den pågældende husstand.

§ 6

Engangstilskud efter § 2 er skattefrit.

Stk. 2 Engangstilskud efter § 2 indberettes ikke til indkomstregisteret.

§ 7

Engangstilskud efter § 2 indgår ikke i grundlaget for tildeling og beregning af og medfører ikke fradrag i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp samt ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb efter lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2 Følgende ydelser, der er udbetalt til varmeudgifter, skal ikke tilbagebetales som følge af engangstilskud efter § 2:

§ 8

Engangstilskud efter § 2, som er udbetalt til en person, der ikke er berettiget til tilskuddet efter §§ 2-5, skal ikke betales tilbage, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl, herunder fejl i udsøgningsdata, jf. § 10, og det uberettigede beløb ikke overstiger 6.000 kr.

§ 9

Engangstilskud efter § 2 kan hverken overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning frem til udbetalingstidspunktet.

Stk. 2 Engangstilskud efter § 2 kan ikke anvendes til modregning med private eller offentlige krav.