Dansk Indfødsret har de Personer, som den 15. Juni 1920 havde Bopæl i de sønderjydske Landsdele og indtil dette Tidspunkt var i Besiddelse af tysk Statsborgerret, medmindre de har bosat sig i Landsdelene efter 1. Oktober 1918.
Ved Udtrykkene Bopæl eller fast Bopæl forstaas i denne Lov det Sted, hvor den paagældende Person har sit faste og varige Hjem.
3 Personer, som den 15. Juni 1920 havde fast Bopæl i de sønderjydske Landsdele, men som inden den 7. Juni 1922 har forlagt Bopælen til Tyskland, erhverver dog ikke dansk Indfødsret i Henhold til denne Parafrafs 1ste Stykke, medmindre de allerede har erholdt et af Indenrigsministeriet udfærdiget Indfødsretsbevis eller inden den 14. Juni 1922 andrager Ministeriet om et saadant Bevis. Personer, som først er udvandret fra de sønderjydske Landsdele efter Udgangen af Aaret 1920, er dog berettigede til at andrage om dansk Indfødsretsbevis indtil den 15. August 1922.
4 Indenrigsministeren bemyndiges til at foranledige, at der optages Registre over de Personer, der opfylder de i denne Paragrafs 1ste Stykke fastsatte Betingelser.
5 Bevis for, at en Person har dansk Indfødsret i Medfør af denne Paragrafs 1ste Stykke, meddeles af Indenrigsministeren eller efter nærmere af Indenrigsministeren givne Forskrifter af vedkommende Amtmand.