Lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser Kapitel 8

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 207 af 31. marts 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 396 af 12. april 2024

Kapitel 8 1 Statstilskud
§ 32

Uddannelses- og forskningsministeren kan yde tilskud til uddannelser omfattet af denne lov.

Stk. 2 Tilskud og tilskuddenes størrelse fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om tilskud efter stk. 1, herunder om forskudsvis udbetaling og opgørelse af antal årsstuderende.

§ 33

Ved uddannelser, hvor antallet af studiepladser fastsættes af uddannelses- og forskningsministeren, jf. § 25, fastsættes tilskuddet efter § 32 i overensstemmelse hermed.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om, at tilskud efter § 32 kan reduceres ved optag ud over en fastlagt maksimumsramme for tilgangen til uddannelsen.

§ 34

Der ydes ikke tilskud til institutioner, der er godkendt efter lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser eller efter lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser, til dækning af udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kompenserer institutionerne for udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven, som efter momsloven ikke kan fradrages ved en virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret (ikkefradragsberettiget købsmoms), og som institutionerne afholder ved køb af varer og tjenesteydelser, til hvilke der ydes tilskud efter denne lov.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om kompensationen efter stk. 2 og kan herunder beslutte, at der skal etableres en acontoordning for momskompensationen til institutionerne.

§ 35

(Ophævet)

§ 36

(Ophævet)

§ 37

Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte særlige tilskudsregler for uddannelser med lille tilgang, hvis det ud fra geografiske eller erhvervsmæssige hensyn er vigtigt at bevare uddannelsen.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan yde tilskud til særlige udgifter i forbindelse med iværksættelse af nye uddannelser, til forsøgs- og udviklingsarbejde samt til etablering af undervisningsmiljøer og til faglig udvikling.

§ 38

Uddannelses- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde godkende, at udgifterne ved udbud af en erhvervsakademiuddannelse helt eller delvis afholdes af andre offentlige eller private midler, herunder ved deltagerbetaling. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler herom.