Hvert erhvervshus ledes af en bestyrelse. Erhvervshusenes bestyrelser består af 11 medlemmer, herunder 1 formand, og en observatør.
Stk. 2 Bestyrelserne sammensættes af
-
1) 1 formand, der udpeges af kommunekontaktrådene, og som skal være folkevalgt og gerne have baggrund i det private erhvervsliv,
-
2) 3 medlemmer, der udpeges af kommunekontaktrådene blandt kommunale politiske repræsentanter,
-
3) 4 medlemmer, der udpeges af kommunekontaktrådene blandt virksomhedsrepræsentanter, herunder små og mellemstore virksomheder, efter indstilling fra erhvervsorganisationer,
-
4) 1 medlem, der udpeges af kommunekontaktrådene blandt repræsentanter fra en videninstitution,
-
5) 1 medlem, der udpeges af kommunekontaktrådene fra en arbejdstagerorganisation efter indstilling fra de faglige hovedorganisationer i fællesskab, og
-
6) 1 medlem, der udpeges af regionsrådene.
Stk. 3 I bestyrelsen deltager en observatør fra Erhvervsministeriet.
Stk. 4 Bestyrelserne ansætter erhvervshusenes direktører, medmindre andet fremgår af forretningsordenen.
Stk. 5 Uanset stk. 1 kan erhvervsministeren efter nærmere aftale med KL godkende, at der i bestyrelserne deltager en observatør, der repræsenterer de særlige bornholmske forhold.
Stk. 6 Erhvervsministeren fører tilsyn med erhvervshusene og disses filialer. Erhvervsministeren kan til enhver tid kræve de oplysninger om erhvervshusenes virksomhed, som findes nødvendige til udøvelse af tilsynet. Erhvervshusenes årsregnskab revideres af en godkendt revisor og indsendes efterfølgende til Erhvervsministeriet.