Erhvervsministeren kan fra personer og virksomheder, der ydes midler til efter denne lov, kræve alle oplysninger og regnskaber til brug for kontrol og tilsyn. Regnskaber omfatter årsregnskaber med eventuelle koncernregnskaber og ledelsesberetninger, periode- og delregnskaber og relevant regnskabsmateriale, herunder bogføringsmateriale, ledelsens protokoller og lignende materiale, revisors protokoller og beretninger m.v. og andet materiale og oplysninger, som skønnes af betydning for udførelsen af kontrol og tilsyn.
Stk. 2 Erhvervsministeren kan efter aftale med finansministeren bemyndige en underliggende myndighed til at træffe afgørelser i forbindelse med gennemførelsen af kontrol og tilsyn efter denne lov.
Stk. 3 Erhvervsministeren kan mod behørig legitimation uden retskendelse til brug for kontrol og tilsyn efter stk. 1 få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data.
Stk. 4 Op til 20 pct. af den finansiering, der er bevilget i henhold til § 2, stk. 1, nr. 1-10, kan tilbageholdes og anvendes til modregning med bevillingsmodtagerens eventuelle restancer til det offentlige.