Lov om erhvervsgrunduddannelse Kapitel 4

Denne konsoliderede version af lov om erhvervsgrunduddannelse er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Ophæves den 1. august 2019 - med undtagelse af § 15 a

Lov om erhvervsgrunduddannelse m.v.

Lov nr. 506 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 738 af 20. juni 2016

Kapitel 4 Forskellige bestemmelser
§ 11

Klager over en skoles afgørelse kan indbringes for den myndighed, som er klageinstans efter reglerne for den pågældende undervisning.

§ 11a

Ministeren for børn, undervisning og ligestilling kan gøre undtagelser fra loven, hvis det sker for at fremme uddannelsesforsøg.

§ 12

Der afsættes på de årlige finanslove rådighedsbeløb til dækning af udgifter til udvikling af nye uddannelsesforløb.

§ 13

Skoleundervisningen, jf. § 3, stk. 4, finansieres som fastsat i den for den pågældende uddannelse m.v. gældende lovgivning. Kommunen kan yde supplerende tilskud.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen yder tilskud til de dele af skoleundervisningen, jf. § 3, stk. 3 og 4, der ikke er finansieret som nævnt i stk. 1. Når en institution godkendt efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse eller en produktionsskole varetager opgaver i henhold til § 1, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen gøre ydelse af tilskud efter denne bestemmelse betinget af sin forudgående tilslutning til uddannelsesplanen, jf. § 5.

Stk. 3 Om udbetaling af tilskud samt regnskab og revision gælder de regler, som er fastsat for den pågældende uddannelse m.v.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen afholder udgiften til skoleydelse.

Stk. 5 Staten yder et tilskud pr. elev til uddannelsesansvarlige skoler til rådgivning, vejledning og administration. Tilskuddet fastsættes på de årlige finanslove.

§ 13a

Kommunalbestyrelsens udgifter til skoleydelse, jf. § 5, stk. 3 og 4, refunderes af staten med 65 pct., jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Staten refunderer 50 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter til uddannelsesforløb op til en takst pr. årselev. Taksten fastsættes på de årlige finanslove. Refusionen omfatter udgifter til undervisning, jf. § 13, stk. 1, 1. pkt., og udgifter til særlige undervisningsforløb på statsligt finansierede uddannelsesinstitutioner, jf. § 13, stk. 2, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Staten refunderer op til en takst pr. elev pr. år 50 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter til supplerende tilskud, jf. § 13, stk. 1, 2. pkt., jf. dog stk. 4. Taksten fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsens udgifter til skoleydelse, der gives under praktikforløb på værkstedsskoler efter § 3, stk. 3, og udgifter i øvrigt, der afholdes i forbindelse med uddannelsesforløb på værkstedsskole, er ikke omfattet af statslig refusion.

Stk. 5 Ministeren for børn, undervisning og ligestilling fastsætter nærmere regler om opgørelse og indberetning af aktivitet og udgifter med henblik på refusion af kommunalbestyrelsens udgifter, jf. stk. 1-4, herunder om betingelserne for tilskud, frister, opgørelse og indberetning af aktiviteten, udbetaling af tilskuddene samt revision af kommunalbestyrelsens opgørelse og indberetning af aktiviteten.

§ 14

Ministeren for børn, undervisning og ligestilling kan indhente oplysninger fra kommuner og skoler om alle forhold vedrørende uddannelsen og kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 2 Ministeren for børn, undervisning og ligestilling fastsætter nærmere regler om, at oplysninger efter stk. 1 skal leveres af kommunalbestyrelsen i elektronisk form, herunder i hvilket format leveringen skal ske, og krav til kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger.

§ 15

Til brug for tilrettelæggelse og gennemførelse af den enkelte elevs erhvervsgrunduddannelse skal kommunalbestyrelsen eller den tilrettelæggende institution, jf. § 1, anvende et elektronisk system, som ministeren for børn, undervisning og ligestilling stiller til rådighed.

Stk. 2 Ministeren for børn, undervisning og ligestilling fastsætter nærmere regler om anvendelsen af det elektroniske system, jf. stk. 1.

§ 15a

Til private arbejdsgivere, der ansætter elever i en erhvervsgrunduddannelse, jf. § 3, stk. 3, i perioden fra den 1. juli 2016 til den 30. juni 2019, udbetaler staten en bonus på samlet op til 40.000 kr.

Stk. 2 Praktikaftaler skal påbegyndes, senest 3 måneder efter at aftalen er indgået, for at medføre ret til bonus.

Stk. 3 Ansøgning om udbetaling af bonus skal indgives til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, som administrerer ordningen, senest 1 år efter at arbejdsgiveren har opnået ret hertil.

Stk. 4 Ministeren for børn, undervisning og ligestilling fastsætter regler om tilrettelæggelsen af bonusordningen, herunder om retten til bonus og bonussens størrelse, beregning, udbetaling, efterregulering, modregning og tilbagebetaling, og om administration af ordningen i øvrigt.

§ 16

(Ophævet)