Kommunen sammensætter ved aftale med en eller flere af de skoler, der er nævnt i § 3, stk. 4, og i samarbejde med eleven og en eller flere virksomheder et uddannelsesforløb af elementer fra de eksisterende uddannelsestilbud. Forløbet og den tilsigtede kompetence beskrives i en uddannelsesplan, herunder angives den forventede godskrivning af skoleundervisning ved fortsat uddannelse. Godskrivning af praktikuddannelse i en erhvervsuddannelse kan udskydes til afgørelse i indtil et år efter uddannelsesplanens iværksættelse. De enkelte elementer af skoleundervisningen skal så vidt muligt hver for sig udgøre et afsluttet forløb.
Stk. 2 Uddannelsesplanen udformes som en aftale mellem kommunen og eleven om gennemførelse af et uddannelsesforløb. Aftalen kan i særlige tilfælde ændres efter aftale mellem parterne.
Stk. 3 I skoleperioderne modtager eleven skoleydelse, der udbetales af kommunen. Eleverne modtager skoleydelsen månedsvis bagud.
Stk. 4 Skoleydelsen udgør 592 kr. pr. uge for elever under 18 år og 1.419 kr. pr. uge for elever, der er fyldt 18 år. De angivne beløb er fastsat i 2009-niveau og reguleres fra og med 2010 en gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. § 3, stk. 1, i lov om en satsreguleringsprocent. Tilpasningsprocenten tillægges eller fratrækkes, afhængigt af om den lønudvikling, der ligger til grund for beregning af tilpasningsprocenten, er højere eller lavere end 2 pct. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb. De regulerede beløb afrundes til nærmeste kronebeløb.
Stk. 5 Skoleydelsen udgør for ledige dagpengeberettigede under 25 år et beløb svarende til ydelsen i aktiveringstilbud til denne gruppe, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 6 Ministeren for børn, undervisning og ligestilling kan fastsætte nærmere regler om skoleydelsen, herunder om, at denne ikke skal udbetales til visse grupper af deltagere.
Stk. 7 Kommunen kan ophæve aftalen, hvis eleven ikke følger den fastsatte uddannelsesplan. I øvrigt kan aftalen kun ophæves efter aftale mellem parterne.