Udbetaling Danmark udbetaler uden ansøgning det midlertidige børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere efter denne lov til personer, der er berettiget, efter §§ 1-5. Der kan dog efter ansøgning træffes afgørelse om, hvorvidt en person er omfattet af den berettigede personkreds for midlertidigt børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere, selv om personen ikke har modtaget en afgørelse fra Udbetaling Danmark. Ansøgning skal være modtaget hos Udbetaling Danmark senest den 28. februar 2023.
Stk. 2 Det midlertidige børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere udbetales månedsvis i starten af den anden måned efter den måned, som den enkelte udbetaling af det midlertidige børnetilskud vedrører. For personer omfattet af § 25 b, stk. 1-5, i lov om aktiv socialpolitik udbetales det midlertidige børnetilskud og tillæg til enlige forsørgere dog tidligst, når Udbetaling Danmark har foretaget en beregning for nedsættelse af den samlede hjælp efter § 25 c, stk. 1 og 2, jf. stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik.