Med det formål at have indseende med forsvarets og politiets efterretningstjenester nedsættes ved begyndelsen af hver folketingssamling et udvalg.
Stk. 2 Hver folketingsgruppe, der er repræsenteret i Folketinget med mindst 10 mandater, udpeger blandt sine medlemmer 1 medlem af udvalget. Består udvalget efter udpegningen efter 1. pkt. af mindre end 5 medlemmer, udpeger de øvrige folketingsgrupper i rækkefølge efter størrelse blandt deres medlemmer 1 medlem af udvalget, indtil udvalget består af i alt 5 medlemmer. Er flere folketingsgrupper ved udpegningen efter 2. pkt. lige store, gør lodtrækning udslaget mellem dem. Udvalget vælger, jf. § 4 a, sin formand og næstformand blandt sine medlemmer.
Stk. 3 Hvert medlem af udvalget kan foranledige udvalget indkaldt til møde. Endvidere kan drøftelse i udvalget finde sted efter ønske fra regeringen.
Stk. 4 Til udvalget knyttes en sekretær, som ikke er medlem af Folketinget. Sekretæren skal stå i fast tjenesteforhold til Folketinget.