Lov om etablering af statsgaranti på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde i landdistriktsområder uden for fjernvarmenettet Kapitel 8

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 321 af 28. marts 2023

Kapitel 8 1 Ejendomskreditgiverens oplysningsforpligtelser
§ 15

En ejendomskreditgiver, jf. § 2, stk. 1, som har udstedt lån med statsgaranti efter denne lov, skal hvert kvartal sende en oversigt over de statslige garantiforpligtelser på lånene pr. ultimo kvartalet til Finansiel Stabilitet.

Stk. 2 Vilkårsaftalen, jf. § 11, fastlægger, hvilke oplysninger ejendomskreditgiveren skal sende i medfør af stk. 1.

§ 16

En ejendomskreditgiver, som har udstedt lån med statsgaranti efter denne lov, skal årligt senest den 1. maj indsende en ledelseserklæring til Finansiel Stabilitet vedrørende det foregående kalenderår. Ledelsen skal afgive erklæring om oplysninger om hovedstolene og risiciene på lånene og om beregningen af garantiprovision, jf. § 12. Ledelsen skal desuden erklære sig om ejendomsværdiansættelser og kreditværdighedsvurderinger foretaget i forbindelse med nye statsgarantier i løbet af det foregående år.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om erklæringen til Finansiel Stabilitet, jf. stk. 1, herunder om indholdet af og grundlaget for erklæringen.

§ 17

Ejendomskreditgiveren skal efter anmodning fra Finansiel Stabilitet indsende oplysninger om statsgaranterede låneaftaler og låntagere, som er omfattet af statsgarantiordningen efter denne lov. Finansiel Stabilitet kan herunder anmode om materialet, der ligger til grund for kreditværdighedsvurderingen og ejendomsvurderingen, jf. § 10, stk. 1 og 2.

Stk. 2 Ejendomskreditgiveren skal efter anmodning fra Finansiel Stabilitet indsende en erklæring fra selskabets generalforsamlingsvalgte revisor. Finansiel Stabilitet anmoder herom, når Finansiel Stabilitet under hensyntagen til ejendomskreditgiverens udgifter hertil vurderer det nødvendigt at få den generalforsamlingsvalgte revisors vurdering af de i medfør af stk. 1 indsendte oplysninger eller af de forhold, som ledelseserklæringen i medfør af § 16 vedrører. Finansiel Stabilitet skal i sin anmodning fastlægge, hvilken slags erklæring revisoren skal afgive, hvad revisoren skal erklære sig om, og på hvilket grundlag revisoren skal erklære sig.

§ 18

Ejendomskreditgiveren skal senest 3 måneder efter anmodning fra Finansiel Stabilitet indsende dokumentation for, at låntageren har foretaget udskiftning af olie- eller gasfyret med en varmepumpe, jf. § 22, stk. 1.

Stk. 2 Efter modtagelse af en anmodning efter stk. 1 skal ejendomskreditgiveren hurtigst muligt søge dokumentationen indhentet fra låntageren. Ejendomskreditgiveren skal sikre, at låntageren får en rimelig frist til indsendelsen af dokumentationen. Ejendomskreditgiveren skal rykke låntageren i tilfælde, hvor låntageren ikke besvarer ejendomskreditgiverens første anmodning om dokumentation. Ejendomskreditgiverens anmodninger til låntageren skal klart angive konsekvenserne af, at låntageren ikke indsender dokumentationen, jf. § 23, stk. 1, nr. 5.