Depotselskabet skal sikre, at
-
1) en dansk UCITS’ emission og indløsning samt mortifikation af investorernes andele foretages i overensstemmelse med reglerne i lov om investeringsforeninger m.v. og vedtægterne eller fondsbestemmelserne,
-
2) beregningen af den indre værdi pr. andel sker i overensstemmelse med gældende lovgivning og den danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser,
-
3) modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den danske UCITS indgår i, leveres til den danske UCITS inden for sædvanlige frister på det pågældende marked,
-
4) udbetaling af udbytte eller henlæggelse af overskud til forøgelse af formuen foregår i overensstemmelse med den danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser,
-
5) værdien af en dansk UCITS’ beholdning af pantebreve ansættes i overensstemmelse med reglerne herom,
-
6) en dansk UCITS’ køb og salg af de i bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte instrumenter sker i overensstemmelse med § 70 i lov om investeringsforeninger m.v. og
-
7) køb og salg af andre aktiver end som nævnt i nr. 6, herunder pantebreve, foretages til priser, der ikke er mindre fordelagtige end dagsværdien.
Stk. 2 Når depotselskabet er depotselskab for en dansk UCITS, der administreres af et administrationsselskab med hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal depotselskabet, investeringsforeningens eller SIKAV’ens bestyrelse og administrationsselskabet indgå en skriftlig aftale om udveksling af de oplysninger, der er nødvendige, for at depotselskabet kan udføre sine pligter efter denne lov, lov om investeringsforeninger m.v. og regler udstedt i medfør af disse love.
Stk. 3 Når depotselskabet er depotselskab for en dansk UCITS, der er masterinstitut eller feederinstitut, jf. § 2, nr. 20 og 21, i lov om investeringsforeninger m.v., men ikke depotselskab for begge institutter i master-feeder-strukturen, skal det indgå en skriftlig aftale efter § 4, stk. 4, nr. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. med det andet depotselskab om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge depotselskaber kan udføre deres pligter.
Stk. 4 Depotselskabet for en dansk UCITS, der er masterinstitut, jf. § 2, nr. 20, i lov om investeringsforeninger m.v., skal straks underrette Finanstilsynet, hvis det får kendskab til uregelmæssigheder i relation til masterinstituttet. Anses uregelmæssighederne for at have negative konsekvenser for et feederinstitut, skal depotselskabet tillige underrette feederinstituttet, dets investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og dets depotselskab.
Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
-
1) depotselskabets pligter over for danske UCITS, som det er depotselskab for,
-
2) depotselskabets pligt til at underrette et feederinstitut og dets depotselskab, jf. stk. 3,
-
3) depotselskabets pligt til at underrette Finanstilsynet om forhold vedrørende danske UCITS, det er depotselskab for, og
-
4) indholdet af den i stk. 2 nævnte aftale.