Lov om finansiel virksomhed § 126a

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016 og lov nr. 481 af 22. maj 2024

§ 126a

Et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag og råder over interne procedurer til risikomåling og risikostyring til løbende vurdering og opretholdelse af et kapitalgrundlag af en størrelse, type og fordeling, som er passende til at dække selskabets risici. På baggrund af vurderingen efter 1. pkt. skal bestyrelsen og direktionen opgøre selskabets individuelle solvensbehov. Solvensbehovet opgøres som det tilstrækkelige kapitalgrundlag. Solvensbehovet kan ikke være mindre end minimumskapitalkravet i stk. 2 eller kravene til kapitalgrundlaget i stk. 5.

Stk. 2 Kapitalgrundlaget i et investeringsforvaltningsselskab skal mindst udgøre

  • 1) 730.000 euro (minimumskapitalkravet) for investeringsforvaltningsselskaber, der er medlem af et reguleret marked, eller som har tilladelse til at opbevare og forvalte de i bilag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, nævnte instrumenter, herunder at blive tilsluttet en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, jf. dog stk. 3, og

  • 2) 125.000 euro (minimumskapitalkravet) for andre investeringsforvaltningsselskaber, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Et investeringsforvaltningsselskab skal uanset kravet i stk. 2 medregne et tillæg til minimumskapitalkravet på 0,02 pct. af den del af selskabets portefølje, jf. stk. 6, der overstiger 250 mio. euro. Minimumskapitalkravet og tillægget skal tilsammen maksimalt udgøre 10 mio. euro. Investeringsforvaltningsselskaber skal årligt justere tillægskapitalen på baggrund af den reviderede årsrapport. Justeringen skal foretages inden den 1. juni det efterfølgende år.

Stk. 4 Finanstilsynet kan tillade, at op til 50 pct. af tillægget efter stk. 3 kan afdækkes med en garanti fra et kreditinstitut eller et forsikringsselskab. Kreditinstituttet eller forsikringsselskabet skal have sit vedtægtsmæssige hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union, i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller i et land, som Unionen ikke har indgået en sådan aftale med, men som har tilsynsregler svarende til reglerne i Den Europæiske Union.

Stk. 5 Et investeringsforvaltningsselskab skal uanset kravene i stk. 2 og 3 have et kapitalgrundlag svarende til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger. Finanstilsynet kan tilpasse dette krav, hvis der siden det foregående år er sket ændringer i selskabets virksomhed, som Finanstilsynet anser for væsentlige. Har et selskab ikke været i drift i 1 år, skal det have et kapitalgrundlag svarende til mindst en fjerdedel af de faste omkostninger, der fremgår af driftsplanen for første års drift, medmindre denne plan kræves ændret af Finanstilsynet.

Stk. 6 Til investeringsforvaltningsselskabets portefølje, jf. stk. 3, medregnes formuen i UCITS, som investeringsforvaltningsselskabet er godkendt til at administrere, og formuen i alternative investeringsfonde, som investeringsforvaltningsselskabet har tilladelse til at forvalte. Porteføljer, som investeringsforvaltningsselskabet har fået tildelt at forvalte efter reglerne om delegation, skal ikke medregnes til selskabets portefølje, jf. stk. 3.

Stk. 7 Finanstilsynet kan fastsætte krav om et højere kapitalgrundlag end de krav, der fremgår af stk. 1-3 og 5.

Stk. 8 Finanstilsynet kan påbyde investeringsforvaltningsselskabet at foretage nedskrivninger af aktiver m.v. til brug for opgørelsen af kapitalgrundlaget.

Stk. 9 Kapitalgrundlaget for investeringsforvaltningsselskaber opgøres i overensstemmelse med artikel 25-88 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og regler udstedt i medfør af artikel 25-88.