Et pengeinstitut eller realkreditinstitut skal udpege et fælles mellemliggende moderselskab inden for Den Europæiske Union, hvis
-
1) virksomheden er en del af en koncern, hvis moderselskab er beliggende uden for Den Europæiske Union og uden for et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
-
2) koncernen har to eller flere pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber beliggende inden for Den Europæiske Union eller i et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og
-
3) koncernen har aktiver af en samlet værdi på 40 mia. euro eller mere i Den Europæiske Union eller i et land, Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
Stk. 2 Finanstilsynet kan give tilladelse til, at virksomheden udpeger to mellemliggende moderselskaber inden for Den Europæiske Union, hvis
-
1) moderselskabet for koncernen omtalt i stk. 1, nr. 1, er pålagt adskillelse af aktiviteter i det tredjeland, hvor selskabet er beliggende, eller
-
2) den kompetente afviklingsmyndighed for det mellemliggende moderselskab har vurderet, at afviklingen vil være mere effektiv med to mellemliggende moderselskaber i Den Europæiske Union.
Stk. 3 Et mellemliggende moderselskab skal have tilladelse som pengeinstitut eller realkreditinstitut eller være et godkendt finansielt holdingselskab eller blandet finansielt holdingselskab, jf. dog stk. 4.
Stk. 4 Et fondsmæglerselskab eller et investeringsselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter omfattet af bilag 1, afsnit A, nr. 3 eller 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, kan udpeges som mellemliggende moderselskab, hvis det mellemliggende moderselskab er udpeget efter stk. 2, nr. 1.