Lov om finansiel virksomhed § 245a

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 1602 af 17. december 2024, lov nr. 1666 af 30. december 2024, lov nr. 1668 af 30. december 2024 og lov nr. 52 af 28. januar 2025

§ 245a

Et pengeinstitut og et realkreditinstitut samt dattervirksomheder heraf skal på anmodning fra Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet indsende de nødvendige oversigter og oplysninger til Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet

  • 1) til brug for en vurdering af, hvorvidt virksomheden er nødlidende eller forventelig nødlidende, jf. § 224 a,

  • 2) til brug for udøvelse af beføjelserne i §§ 243 a-243 c eller

  • 3) til brug for udøvelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelsen, jf. § 272.

Stk. 2 Oversigterne og oplysningerne nævnt i stk. 1 skal indsendes senest 12 timer efter dagsafslutning. Seriebalancer for realkreditinstitutter skal dog indsendes senest 24 timer efter dagsafslutning.

Stk. 3 Et pengeinstitut og et realkreditinstitut skal have effektive sagsgange og systemer, der sikrer, at indsendelse af oplysninger efter stk. 1 kan ske inden for de fastsatte frister i stk. 2, og at restrukturering og afvikling, jf. lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, kan gennemføres effektivt.

Stk. 4 Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut og et realkreditinstitut at udarbejde et register over finansielle kontrakter, som virksomheden har indgået. Bekendtgørelse om afviklingsplanlægning og afviklingsberedskab

Stk. 5 Stk. 1-3 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på blandede holdingvirksomheder, finansielle holdingvirksomheder og finansieringsinstitutter, hvis finansieringsinstituttet er én dattervirksomhed af et pengeinstitut, et realkreditinstitut, en finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed eller et kreditinstitut, der er meddelt tilladelse i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og finansieringsinstituttet indgår i tilsynet med modervirksomheden på konsolideret grundlag. 1. pkt. finder kun anvendelse for finansielle holdingvirksomheder, der mindst har én dattervirksomhed, som er et pengeinstitut eller et realkreditinstitut.

Stk. 6 Finanstilsynet kan »efter høring af Finansiel Stabilitet fastsætte nærmere regler om, hvilke oversigter og oplysninger virksomheden skal tilvejebringe, herunder om kravene til registeret over finansielle kontrakter, og hvilke tiltag og systemer der er nødvendige for at sikre dette, regler om tiltag og systemer, der er nødvendige for at sikre effektiv gennemførelse af restrukturering og afvikling, jf. lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og fravigelser af stk. 1-3.