Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet vurderer i forbindelse med udarbejdelsen af afviklingsplanen, jf. § 259, hvorvidt der er væsentlige hindringer for, at en virksomhed kan afvikles.
Stk. 2 For et systemisk vigtigt finansielt institut og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut, jf. §§ 308 og 310, hører Finanstilsynet Danmarks Nationalbank om vurderingen foretaget af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet efter stk. 1.
Stk. 3 Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet skal høre eventuelle afviklingsmyndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor væsentlige filialer er beliggende, om afviklingsplanen.