Lov om finansiel virksomhed § 267

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 1602 af 17. december 2024, lov nr. 1666 af 30. december 2024, lov nr. 1668 af 30. december 2024 og lov nr. 52 af 28. januar 2025

Krav om nedskrivningsegnede passiver for afviklingsenheder
§ 267

En afviklingsenhed skal opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Konsolideringen omfatter alene virksomheder, der er underlagt et krav om nedskrivningsegnede passiver. Nedskrivningsegnede passiver, der anvendes til at opfylde et fastsat krav om nedskrivningsegnede passiver, som skal opfyldes på konsolideret niveau, må ikke samtidig anvendes til at opfylde eller finansiere passiver, der indgår i opfyldelsen af kravene i § 268, stk. 1-4, eller de krav, der følger af § 268 d.

Stk. 3 Finanstilsynet fastsætter efter høring af Finansiel Stabilitet en frist til at opfylde kravet om nedskrivningsegnede passiver på ny for afviklingsenheder, der har været genstand for nedskrivning eller konvertering efter §§ 272 eller 273 eller efter §§ 17 eller 18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og afviklingsenheder, som Finansiel Stabilitet har anvendt afviklingsværktøjer over for. Finanstilsynet meddeler efter høring af Finansiel Stabilitet delmål for afviklingsenhedens opfyldelse af kravet om nedskrivningsegnede passiver for hver 12-månedersperiode frem mod den fastsatte frist, jf. 1. pkt.