Konstaterer Finanstilsynet, eller har Finanstilsynet grund til at antage, at et udenlandsk kreditinstitut, der har en filial eller leverer tjenesteydelser i Danmark, og som Danmark er værtsland for, ikke overholder reglerne, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, underretter Finanstilsynet de kompetente myndigheder i hjemlandet med henblik på at afklare, hvorvidt der foreligger overtrædelse af reglerne.
Stk. 2 Finanstilsynet kan i særlig hastende tilfælde iværksætte de nødvendige forholdsregler for at beskytte indskydernes, investorernes og kundernes kollektive interesser mod finansiel ustabilitet, som vil kunne være en alvorlig trussel mod sådanne kollektive interesser. De anvendte forholdsregler skal stå i et rimeligt forhold til deres formål om at beskytte indskydernes, investorernes og kundernes kollektive interesser i Danmark mod finansiel ustabilitet, og de skal bringes til ophør, så snart de kompetente myndigheder i hjemlandet har gennemført passende forholdsregler over for kreditinstituttet.