Et pengeinstitut og et realkreditinstitut, som har kapitalandele optaget til handel på et reguleret marked, eller som i de 2 seneste regnskabsår på balancetidspunktet i gennemsnit har haft 1.000 eller flere fuldtidsansatte, skal nedsætte et risikoudvalg.
Stk. 2 Formanden og medlemmerne af risikoudvalget skal være medlem af bestyrelsen i det pågældende pengeinstitut eller realkreditinstitut og skal have den fornødne viden og de fornødne kvalifikationer og kompetencer til at forstå og overvåge virksomhedens risici.
Stk. 3 Risikoudvalget skal forestå følgende:
-
1) Rådgive bestyrelsen om virksomhedens overordnede nuværende og fremtidige risikoprofil og strategi.
-
2) Bistå bestyrelsen med at påse, at bestyrelsens risikostrategi implementeres korrekt i organisationen.
-
3) Vurdere, om de finansielle produkter og tjenesteydelser, som pengeinstituttet eller realkreditinstituttet handler med, er i overensstemmelse med virksomhedens forretningsmodel og risikoprofil, herunder om indtjeningen på produkterne og tjenesteydelserne afspejler risiciene herved, og udarbejde forslag til afhjælpning, såfremt produkterne eller tjenesteydelserne og indtjeningen herved ikke er i overensstemmelse med virksomhedens forretningsmodel og risikoprofil.
-
4) Vurdere, om incitamenterne ved virksomhedens aflønningsstruktur tager højde for virksomhedens risici, kapital og likviditet samt sandsynligheden for fortjeneste og tidspunkterne herfor.
Stk. 4 Risikoudvalget skal have adgang til information om virksomhedens risici, herunder hos risikostyringsfunktionen, og, i det omfang det er nødvendigt og relevant, mulighed for at anvende ekstern rådgivning.
Stk. 5 Risikoudvalget skal løbende vurdere og beslutte typen, mængden og frekvensen af information fra virksomheden, der skal tilgå udvalget.