Et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse eller direktion kan kun give tilladelse i henhold til § 80, stk. 1 og 2, til, at en direktør eller ansat kan være bestyrelsesmedlem i eller deltage i ledelsen eller driften af en investeringsforening, såfremt investeringsforeningen ikke administreres af investeringsforvaltningsselskabet, og såfremt der ikke er personsammenfald mellem flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den pågældende investeringsforening og investeringsforvaltningsselskabets bestyrelse. Den pågældende må ikke varetage hvervet som bestyrelsesformand.
Stk. 2 Et investeringsforvaltningsselskabs bestyrelse eller direktion kan ikke give tilladelse til, at direktører og andre ledende medarbejdere kan være bestyrelsesmedlemmer i eller deltage i ledelsen eller driften af depotselskabet eller et andet selskab, som en af de investeringsforeninger, som investeringsforvaltningsselskabet administrerer, har indgået væsentlige aftaler med, eller i et selskab, der er koncernforbundet med disse selskaber.