Kapitel 2 1 Tilladelse til at udføre virksomhed som finansiel rådgiver, investeringsrådgiver og boligkreditformidler
I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er den ændring af § 3, stk. 1, der følger af § 2, nr. 9, i ændringslov nr. 665 af 8/6 2017, ved en fejl blevet indsat efter anden sætning i stedet for efter første sætning. Vi har indsat ændringen det rigtige sted. En virksomhed, der yder rådgivning om finansielle produkter, skal have Finanstilsynets tilladelse som finansiel rådgiver. En virksomhed, der udøver investeringsrådgivning, skal have Finanstilsynets tilladelse som investeringsrådgiver. En virksomhed, der yder rådgivning om eller formidling af boligkreditaftaler, skal have Finanstilsynets tilladelse som boligkreditformidler.
Stk. 2 En finansiel rådgiver og en investeringsrådgiver kan desuden modtage og formidle ordrer vedrørende et eller flere finansielle instrumenter omfattet af bilag 2, nr. 1 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, til en fondsmægler samt et pengeinstitut eller et realkreditinstitut med tilladelse som værdipapirhandler.
Stk. 3 Finanstilsynet giver tilladelse, når følgende betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 4:
-
1) Virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark, jf. dog stk. 5. Boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, anses for at have hovedkontor i den medlemsstat, hvor virksomheden faktisk udøver sin hovedvirksomhed.
-
2) Virksomheden har forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder, herunder en forretningsgang for håndtering af interessekonflikter, jf. § 8.
-
3) Virksomhedens bestyrelse og direktion, indehaveren, hvis virksomheden drives som en enkeltmandsvirksomhed, eller den eller de ledelsesansvarlige for virksomheden, såfremt virksomheden drives som en juridisk person uden bestyrelse eller direktion, opfylder kravene i § 4.
-
4) Virksomheden har en ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav.
-
5) Virksomheden dokumenterer, såfremt denne modtager betroede midler fra forbrugere, at der er oprettet en særlig konto til indsættelse af betroede midler, og at virksomheden har etableret en sikkerhed for disse midler. En finansiel rådgiver eller boligkreditformidler, som ikke modtager betroede midler, skal erklære dette over for Finanstilsynet.
Stk. 4 Virksomheder, der udøver investeringsrådgivning, skal endvidere opfylde følgende betingelser for, at Finanstilsynet kan give tilladelse, jf. stk. 3:
-
1) Kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, når virksomheder er ejere af en kvalificeret ejerandel, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.
-
2) Der må ikke foreligge snævre forbindelser, jf. § 10, nr. 16, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, mellem ansøgeren og andre virksomheder og personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.
-
3) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået et samarbejde med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, ansøgeren har snævre forbindelser med, jf. § 10, nr. 16, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, må ikke kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.
-
4) Betingelserne i kapitel 2 a.
Stk. 5 Finanstilsynet kan uanset stk. 3 give tilladelse som finansiel rådgiver eller som investeringsrådgiver, når virksomheden har en lignende tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Disse virksomheder skal anmeldes og registreres i Finanstilsynet, inden virksomheden kan påbegyndes.
Stk. 6 En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 3 er opfyldt, herunder en beskrivelse af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at udøve.
Stk. 7 En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undtagelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.
Stk. 8 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om den i stk. 3, nr. 4, nævnte ansvarsforsikring og om den i stk. 3, nr. 5, nævnte sikkerhed for betroede midler.
Et medlem af bestyrelsen eller direktionen hos en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller en boligkreditformidler eller en indehaver af en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller boligkreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed,
-
1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen,
-
2) skal have tilstrækkelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen,
-
3) må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde,
-
4) må ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering og
-
5) må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at personen ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Stk. 2 Et medlem af bestyrelsen eller direktionen hos en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller en boligkreditformidler eller indehaveren af en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller en boligkreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, skal informere Finanstilsynet om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med sin indtræden i virksomhedens ledelse eller for en finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller en boligkreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, i forbindelse med ansøgning om tilladelse, jf. § 3, stk. 1. Der skal endvidere gives meddelelse til Finanstilsynet, hvis der efterfølgende sker ændringer i de forhold, som er nævnt i stk. 1, nr. 2-5.
Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige for den finansielle rådgiver, investeringsrådgiveren eller boligkreditformidleren, hvis den finansielle rådgiver, investeringsrådgiver eller boligkreditformidler drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion.
Finanstilsynet opretter og fører et offentligt register over finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Registeret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres.
Stk. 2 Registeret, jf. stk. 1, skal indeholde følgende oplysninger:
-
1) Navne på personer i ledelsen for den finansielle rådgivningsvirksomhed i investeringsrådgivervirksomheden og navne på personer i ledelsen for boligkreditformidleren, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne.
-
2) Oplysninger om, hvilke andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, end Danmark der ydes boligkreditformidling i.
-
3) Oplysninger om, hvorvidt boligkreditformidleren er bundet eller ej.
En finansiel rådgiver, en investeringsrådgiver eller en boligkreditformidler er ud over i de tilfælde, der er omfattet af § 4, stk. 2, forpligtet til snarest muligt at underrette Finanstilsynet, hvis der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af tilladelse som henholdsvis finansiel rådgiver, investeringsrådgiver eller boligkreditformidler. En investeringsrådgiver skal endvidere snarest muligt underrette Finanstilsynet om ændringer i kvalificerede ejerandele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, med henblik på Finanstilsynets vurdering af, om kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er opfyldt.
Stk. 2 Virksomheder omfattet af denne lov skal en gang om året indberette virksomhedens omsætning, antal kunder, antal ansatte med kundekontakt og antal indgåede kundeaftaler til Finanstilsynet.
Stk. 3 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indberetningen efter stk. 2.