Lov om firmapensionskasser Kapitel 8

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 481 af 22. maj 2024

Kapitel 8 1 Teknisk grundlag og pensionsmæssige hensættelser
§ 47

Firmapensionskassens tekniske grundlag m.v. skal anmeldes til Finanstilsynet, senest samtidig med at grundlaget tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i de nævnte forhold. Anmeldelsen skal indeholde angivelse af

  • 1) de former for pensioner, som firmapensionskassen agter at anvende,

  • 2) grundlaget for beregning af pensionsbidrag, udtrædelsesgodtgørelse og kapitalværdien af den optjente pension,

  • 3) regler for beregning og fordeling af overskud til medlemmerne, pensionsmodtagerne og andre pensionsberettigede efter pensionsaftalen,

  • 4) principper for genforsikring, herunder beløbsgrænser,

  • 5) regler for, hvornår medlemmerne og pensionsmodtagerne skal afgive helbredsoplysninger til bedømmelse af risikoforholdene,

  • 6) grundlaget for beregning af de pensionsmæssige hensættelser og

  • 7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i en firmapensionskasse eller et forsikringsselskab kan overføres fra eller til firmapensionskassen i forbindelse med overgang til anden ansættelse eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse.

Stk. 2 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de forhold, der er nævnt i stk. 1, herunder om, hvorvidt og i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.

§ 48

Oplysninger, der anmeldes efter § 47, stk. 1, nr. 1-5, skal være betryggende og rimelige over for det enkelte medlem, den enkelte pensionsmodtager og andre pensionsberettigede efter pensionsaftalen. Herunder skal firmapensionskassen som generelt princip, hvor det er relevant, tage hensyn til at have en rimelig fordeling af risici og ydelser mellem generationerne i sine aktiviteter.

Stk. 2 De anmeldte regler for beregning og fordeling af overskud, jf. § 47, stk. 1, nr. 3, skal være præcise og klare og skal føre til en rimelig fordeling.

Stk. 3 De beregningselementer, herunder rentesatser, omkostningssatser og statistiske beregningselementer, der lægges til grund ved beregning af bidrag, udtrædelsesgodtgørelser og hvilende pension, skal vælges med forsigtighed og være i overensstemmelse med de regler, der er udstedt i medfør af § 47, stk. 2. De beregningselementer, der lægges til grund ved beregning af de pensionsmæssige hensættelser, skal være i overensstemmelse med de regler, der er udstedt i medfør af § 51, stk. 5.

Stk. 4 Er kravene i stk. 1-3 eller i regler udstedt i medfør af stk. 5, § 47, stk. 2, og § 51, stk. 5, ikke opfyldt, påbyder Finanstilsynet firmapensionskassen at foretage de fornødne ændringer. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for firmapensionskassens efterlevelse af sådanne påbud.

Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de krav, der er nævnt i stk. 1-3.

§ 49

En firmapensionskasse skal have tilstrækkelige egnede aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af firmapensionskassens samlede pensionsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af de aktiver, der er nævnt i 1. pkt., skal firmapensionskassen føre et register, der indeholder en optegnelse over

  • 1) de aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af firmapensionskassens samlede pensionsmæssige hensættelser, og

  • 2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de pensionsmæssige forpligtelser.

Stk. 2 Aktiverne i det i stk. 1 nævnte register skal alene tjene til fyldestgørelse af medlemsbestanden og de begunstigede.

Stk. 3 Firmapensionskassen skal løbende indberette til Finanstilsynet, hvilke aktiver der er registreret.

Stk. 4 Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registeret deponeret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis Finanstilsynet efter § 87, stk. 3, beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponerede aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret.

Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne indført i registeret. Bekendtgørelse om registrering af aktiver i livsforsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser

§ 50

Aktiverne, jf. § 49, opgøres efter følgende regler:

  • 1) Aktiverne opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de regler, der fastsættes for årsrapporter efter § 65, jf. § 71.

  • 2) Der skal foretages fradrag for en eventuel behæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi, der fremkommer efter fradrag af forpligtelser, der kan modregnes over for låntager.

  • 3) Finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de pensionsmæssige forpligtelser, skal medregnes med værdien af sådanne kontrakter i aktivernes værdi.

  • 4) Tilgodehavende uforfaldne renter af aktiver medregnes i aktivernes værdi.

  • 5) Afledte instrumenter skal opgøres forsigtigt.

§ 51

En firmapensionskasse skal til enhver tid og for alle de pensionsordninger, som firmapensionskassen administrerer, opgøre størrelsen af de passiver, der svarer til de finansielle forpligtelser, som bestanden medfører.

Stk. 2 Yder firmapensionskassen dækning af biometriske risici eller garanti for et bestemt investeringsafkast eller et bestemt ydelsesniveau, skal det sikres, at firmapensionskassen foretager tilstrækkelige pensionsmæssige hensættelser til dækning af alle sådanne pensionsordninger.

Stk. 3 De pensionsmæssige hensættelser beregnes hvert år. Finanstilsynet kan dog tillade, at de kun beregnes hvert tredje år, hvis firmapensionskassen godtgør, at der er foretaget tilpasninger i de mellemliggende år. Den tilrettede udvikling i de pensionsmæssige hensættelser og ændringerne i de risici, der er dækket, skal dokumenteres over for Finanstilsynet.

Stk. 4 Beregningen af de pensionsmæssige hensættelser foretages og attesteres af en aktuar efter de aktuarmæssige metoder, jf. stk. 5, som er i overensstemmelse med følgende principper:

  • 1) Mindstebeløbet for de pensionsmæssige hensættelser skal beregnes ved anvendelse af en tilstrækkelig forsigtig aktuarmæssig værdiansættelse, idet der tages hensyn til alle de forpligtelser vedrørende ydelser og bidrag, der følger af firmapensionskassens pensionsordninger.

  • 2) De maksimale rentesatser skal vælges med forsigtighed.

  • 3) De biometriske tabeller, der benyttes ved beregningen af de pensionsmæssige hensættelser, skal være baseret på forsigtige principper.

  • 4) Metoden og grundlaget for beregningen af de pensionsmæssige hensættelser skal som hovedregel være konstante fra det ene regnskabsår til det andet. De kan dog ændres, når dette er begrundet i ændringer i de retlige, demografiske eller økonomiske forhold, der ligger til grund for antagelserne.

Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte yderligere og mere detaljerede krav relateret til beregningen af pensionsmæssige hensættelser med det formål at sikre, at medlemmernes og pensionsmodtagernes interesser tilgodeses i tilstrækkeligt omfang.