Lov om firmapensionskasser § 101

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 481 af 22. maj 2024

§ 101

Efter hver inspektion i en firmapensionskasse udarbejder Finanstilsynet en redegørelse, som Finanstilsynet skal offentliggøre på tilsynets hjemmeside. Redegørelsen beskriver Finanstilsynets vurdering af firmapensionskassen, herunder de eventuelle påbud, påtaler og risikooplysninger, som firmapensionskassen har modtaget fra Finanstilsynet. Indbringes reaktionen, der offentliggøres i henhold til 1. pkt., for domstolene, skal dette fremgå af Finanstilsynets offentliggørelse, og det efterfølgende resultat af domstolenes afgørelse skal ligeledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst muligt.

Stk. 2 Finanstilsynet skal uden for tilfældene i stk. 1 offentliggøre en redegørelse, som indeholder de påbud, påtaler og risikooplysninger, der efter Finanstilsynets vurdering er af betydning for medlemmerne og pensionsmodtagerne i firmapensionskassen samt firmapensionskassens kreditorer.

Stk. 3 Offentliggørelse efter stk. 1 og 2 skal ikke ske, hvis det efter Finanstilsynets vurdering vil medføre uforholdsmæssig stor skade for firmapensionskassen m.v., hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, eller hvis offentliggørelsen udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder, der har givet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

Stk. 4 Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 3, skal der ske offentliggørelse, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter beslutningen om udsættelse af offentliggørelse.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder ikke anvendelse for tilsynsreaktioner meddelt en firmapensionskasse i overensstemmelse med § 97, stk. 2, jf. § 345, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 6 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om firmapensionskassers pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af firmapensionskassen og om, at Finanstilsynet kan offentliggøre oplysningerne før firmapensionskassen.