Ved firmapensionskassers aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil, skal firmapensionskassen sikre sig, at følgende er opfyldt:
-
1) De variable løndele til et medlem af bestyrelsen eller direktionen må på tidspunktet for beregningen af den variable løndel højst udgøre 50 pct. af henholdsvis honoraret og den faste grundløn inklusive pension.
-
2) De variable løndele til andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil, må højst udgøre 100 pct. af den faste grundløn inklusive pension på tidspunktet for beregningen af den variable løn.
-
3) Firmapensionskassens øverste organ kan dog beslutte, at de variable løndele til andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil, jf. nr. 2, kan udgøre op til 200 pct. af den faste grundløn inklusive pension på tidspunktet for beregningen af den variable løndel, forudsat at følgende krav opfyldes:
-
a) Firmapensionskassen skal senest ved indkaldelse til det øverste organs forsamling orientere det øverste organ om, at der ønskes stillingtagen til benyttelse af et højere maksimalt loft for de variable løndele.
-
b) Det øverste organ skal tage beslutningen om benyttelse af et højere maksimalt loft for de variable løndele på baggrund af en detaljeret anbefaling fra firmapensionskassen, der begrunder indstillingen herom, herunder antallet af berørte ansatte, disses arbejdsområder, det nye foreslåede maksimale loft og den forventede indvirkning på firmapensionskassens mulighed for at bevare et sundt kapitalgrundlag. Medlemmerne af det øverste organ skal modtage anbefalingen senest samtidig med indkaldelsen til det øverste organs forsamling.
-
c) Firmapensionskassen skal senest samtidig med formidlingen af anbefalingen til medlemmerne af det øverste organ, jf. litra b, informere Finanstilsynet om anbefalingen til det øverste organ, herunder det foreslåede højere maksimale loft og begrundelsen for indstillingen. Firmapensionskassen skal på anmodning fra Finanstilsynet godtgøre, at det foreslåede højere maksimale loft ikke er i strid med firmapensionskassens forpligtelser efter loven og regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2, herunder kapitalgrundlagskravene.
-
d) Beslutningen om benyttelse af et højere maksimalt loft skal tiltrædes af firmapensionskassens øverste organ med mindst 66 pct. af de afgivne stemmer, forudsat at mindst 50 pct. af de stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på forsamlingen. Er mindre end 50 pct. af de stemmeberettigede medlemmer repræsenteret på forsamlingen, skal beslutningen tiltrædes af mindst 75 pct. af de afgivne stemmer. En ansat, som er medlem af det øverste organ i firmapensionskassen, må ikke deltage i afstemningen herom på det øverste organs forsamling, hvis den ansatte har en væsentlig interesse i beslutningen, der kan være stridende mod firmapensionskassens interesser.
-
e) Firmapensionskassen skal senest 8 dage efter det øverste organs forsamling informere Finanstilsynet om det øverste organs beslutning, herunder om størrelsen af et eventuelt besluttet højere maksimalt loft.
-
-
4) Mindst 50 pct. af en variabel løndel til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil, skal på tidspunktet for beregningen af den variable løn bestå af en balance af efterstillet gæld i firmapensionskassen eller andre instrumenter, som i en passende grad afspejler firmapensionskassens kreditværdighed som en firmapensionskasse, hvis aktivitet formodes at fortsætte. Instrumenterne kan udstedes i firmapensionskassen eller dennes modervirksomhed, der ejer firmapensionskassen fuldt ud.
-
5) Udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel, ved større beløb mindst 60 pct., sker over en periode på mindst 4 år med påbegyndelse 1 år efter beregningstidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen mindst 5 år. Udbetalingen skal ske med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden.
-
6) Firmapensionskassen kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis, såfremt firmapensionskassen på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel ikke overholder solvenskapitalkravet i § 54, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko herfor.
-
7) Firmapensionskassen må ikke udbetale variabel løn til bestyrelsen eller direktionen, såfremt Finanstilsynet i medfør af § 83 kræver, at firmapensionskassen udarbejder en plan for genoprettelse af firmapensionskassens økonomiske stilling.
Stk. 2 For bestyrelsen og direktionen må aktieoptioner i modervirksomheden eller lignende instrumenter højst udgøre 12,5 pct. af henholdsvis honoraret og den faste grundløn inklusive pension på tidspunktet for beregningen heraf.
Stk. 3 En firmapensionskasse skal sikre, at efterstillet gæld, instrumenter m.v., der overdrages til bestyrelsen, direktionen eller andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil, som en del af den variable løn, som er nævnt i stk. 1, nr. 4, ikke må afhændes af disse personer i en passende periode.
Stk. 4 En firmapensionskasse skal sikre, at udbetaling af den udskudte variable løndel, jf. stk. 1, nr. 5, til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil, er betinget af, at de kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af den variable løndel, fortsat er opfyldt på udbetalingstidspunktet, betinget af at den pågældende ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for virksomheden, eller ikke har efterlevet passende krav til hæderlighed, og betinget af at virksomhedens økonomiske situation ikke er væsentlig forringet i forhold til tidspunktet for beregningen af den variable løndel.
Stk. 5 En firmapensionskasse skal sikre, at bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil, og som modtager variabel løn, skal tilbagebetale den variable løn helt eller delvis, hvis den variable løn er udbetalt på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren af den variable løn er i ond tro.
Stk. 6 Tildeler en firmapensionskasse bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på firmapensionskassens risikoprofil, en pensionsydelse, som udgør variabel løn, jf. § 3, nr. 28, skal firmapensionskassen, hvis modtageren forlader firmapensionskassen inden pensionstidspunktet, beholde denne pensionsydelse i form af instrumenter som nævnt i stk. 1, nr. 4, i 5 år. Stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfælde. Er modtageren et medlem af bestyrelsen eller ansat i firmapensionskassen ved pensionsalderen, skal firmapensionskassen udbetale den variable del af pensionsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr. 4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhændelse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5 finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte tilfælde.
Stk. 7 For personer i ansættelsesforhold, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, finder stk. 1-6 kun anvendelse på aftaler om variable løndele, hvis aftalerne om variabel løn ikke er fastsat i overenskomsten.