Firmapensionskassens tekniske grundlag m.v. skal anmeldes til Finanstilsynet, senest samtidig med at grundlaget tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i de nævnte forhold. Anmeldelsen skal indeholde angivelse af
-
1) de former for pensioner, som firmapensionskassen agter at anvende,
-
2) grundlaget for beregning af pensionsbidrag, udtrædelsesgodtgørelse og kapitalværdien af den optjente pension,
-
3) regler for beregning og fordeling af overskud til medlemmerne, pensionsmodtagerne og andre pensionsberettigede efter pensionsaftalen,
-
4) principper for genforsikring, herunder beløbsgrænser,
-
5) regler for, hvornår medlemmerne og pensionsmodtagerne skal afgive helbredsoplysninger til bedømmelse af risikoforholdene,
-
6) grundlaget for beregning af de pensionsmæssige hensættelser og
-
7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i en firmapensionskasse eller et forsikringsselskab kan overføres fra eller til firmapensionskassen i forbindelse med overgang til anden ansættelse eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse.
Stk. 2 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de forhold, der er nævnt i stk. 1, herunder om, hvorvidt og i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.