En firmapensionskasse skal til enhver tid og for alle de pensionsordninger, som firmapensionskassen administrerer, opgøre størrelsen af de passiver, der svarer til de finansielle forpligtelser, som bestanden medfører.
Stk. 2 Yder firmapensionskassen dækning af biometriske risici eller garanti for et bestemt investeringsafkast eller et bestemt ydelsesniveau, skal det sikres, at firmapensionskassen foretager tilstrækkelige pensionsmæssige hensættelser til dækning af alle sådanne pensionsordninger.
Stk. 3 De pensionsmæssige hensættelser beregnes hvert år. Finanstilsynet kan dog tillade, at de kun beregnes hvert tredje år, hvis firmapensionskassen godtgør, at der er foretaget tilpasninger i de mellemliggende år. Den tilrettede udvikling i de pensionsmæssige hensættelser og ændringerne i de risici, der er dækket, skal dokumenteres over for Finanstilsynet.
Stk. 4 Beregningen af de pensionsmæssige hensættelser foretages og attesteres af en aktuar efter de aktuarmæssige metoder, jf. stk. 5, som er i overensstemmelse med følgende principper:
-
1) Mindstebeløbet for de pensionsmæssige hensættelser skal beregnes ved anvendelse af en tilstrækkelig forsigtig aktuarmæssig værdiansættelse, idet der tages hensyn til alle de forpligtelser vedrørende ydelser og bidrag, der følger af firmapensionskassens pensionsordninger.
-
2) De maksimale rentesatser skal vælges med forsigtighed.
-
3) De biometriske tabeller, der benyttes ved beregningen af de pensionsmæssige hensættelser, skal være baseret på forsigtige principper.
-
4) Metoden og grundlaget for beregningen af de pensionsmæssige hensættelser skal som hovedregel være konstante fra det ene regnskabsår til det andet. De kan dog ændres, når dette er begrundet i ændringer i de retlige, demografiske eller økonomiske forhold, der ligger til grund for antagelserne.
Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte yderligere og mere detaljerede krav relateret til beregningen af pensionsmæssige hensættelser med det formål at sikre, at medlemmernes og pensionsmodtagernes interesser tilgodeses i tilstrækkeligt omfang.