En firmapensionskasse skal efter anmodning fra en lønmodtager, hvis ansættelsesforhold berettiger eller kan berettige denne til pension i overensstemmelse med betingelserne i pensionsordningen, give følgende oplysninger:
-
1) Betingelserne for optjening af pensionsrettigheder og konsekvenserne af anvendelsen heraf ved ansættelsesforholdets ophør.
-
2) Værdien af lønmodtagerens optjente pensionsrettigheder eller en vurdering heraf, der er foretaget højst 12 måneder forud for anmodningen.
-
3) Betingelserne for fremtidig behandling af hvilende pensionsrettigheder.
Stk. 2 Giver pensionsordningen mulighed for tidlig adgang til optjente pensionsrettigheder gennem udbetaling af et engangsbeløb, skal oplysningerne efter stk. 1 også omfatte skriftlig information om, at lønmodtageren bør overveje at søge rådgivning om investering af dette beløb i pensionsøjemed.
Stk. 3 En firmapensionskasse skal efter anmodning oplyse følgende til et medlem, der har optjente pensionsrettigheder stående i en hvilende pensionsordning knyttet til et tidligere ansættelsesforhold, som vedkommende ikke længere indbetaler til, som vedkommende endnu ikke modtager pension fra, og som berettiger den pågældende til pension:
-
1) Værdien af medlemmets pensionsrettigheder eller en vurdering heraf, der er foretaget højst 12 måneder forud for anmodningen.
-
2) Betingelserne for firmapensionskassens behandling af hvilende pensionsrettigheder.
Stk. 4 En firmapensionskasse skal efter anmodning fra et medlems efterladte, der er berettiget til ydelser efter en pensionsordning, give de oplysninger, der er nævnt i stk. 3, når udbetalingen af de pågældende ydelser endnu ikke er påbegyndt.
Stk. 5 Oplysningerne i stk. 1-4 skal være klare og skriftlige og gives inden for en rimelig frist. Firmapensionskassen er ikke forpligtet til at udlevere oplysningerne mere end en gang om året.