Når rigsombudsmanden har modtaget indberetninger fra alle valgbestyrelser, foretager rigsombudsmanden en foreløbig opgørelse af valget. Selv om der ikke foreligger fuldstændige resultater fra alle valgbestyrelser, kan rigsombudsmanden dog foretage opgørelsen, såfremt de manglende oplysninger efter det foreliggende materiale ikke vil kunne få indflydelse på valgets resultat.
Stk. 2 Ved opgørelsen foretages en sammentælling af partistemmerne på hvert parti og af stemmerne på hver kandidat, hvorefter der for hvert parti foretages en sammentælling af partistemmerne og stemmerne på partiets kandidater og for hvert kandidatforbund foretages en sammentælling af stemmerne på kandidatforbundets kandidater. Stemmetallet for hvert parti og hvert kandidatforbund divideres med 1 og 2. Første mandat tilfalder herefter det parti, det kandidatforbund eller den enkeltkandidat uden for partierne, der har den højeste kvotient, medens andet mandat tilfalder det parti, det kandidatforbund eller den enkeltkandidat uden for partierne, der har den næsthøjeste kvotient.
Stk. 3 De mandater, der tilkommer et parti eller et kandidatforbund, fordeles mellem partiets eller forbundets kandidater således, at første mandat tilfalder den kandidat, der har opnået det højeste antal stemmer, medens andet mandat tilfalder den kandidat, der har opnået det næsthøjeste antal stemmer.