Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter Kapitel 11

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 8. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024 og lov nr. 481 af 22. maj 2024

Kapitel 11 1 Aflønning
Skriftlig lønpolitik
§ 107

Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring. Lønpolitikken skal være kønsneutral.

Stk. 2 Virksomhedens øverste organ skal godkende virksomhedens lønpolitik ved enhver væsentlig ændring og mindst hvert fjerde år. Virksomhedens lønpolitik skal hurtigst muligt efter godkendelsen offentliggøres på virksomhedens hjemmeside. Lønpolitikken skal forblive offentligt tilgængelig på hjemmesiden, så længe den er gældende.

Stk. 3 I fondsmæglerselskaber eller fondsmæglerholdingvirksomheder skal formanden for bestyrelsen i sin beretning for virksomhedens øverste organ redegøre for aflønningen af virksomhedens bestyrelse og direktion. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning i indeværende og det kommende regnskabsår. Formanden for bestyrelsen skal forklare og begrunde lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse i sin beretning for virksomhedens øverste organ.

Stk. 4 Virksomhedens øverste organ skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende regnskabsår.

Stk. 5 Bestyrelsen i et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal årligt udarbejde og offentliggøre en vederlagsrapport.

Stk. 6 Vederlagsrapporten skal indeholde:

  • 1) Oplysninger om det samlede vederlag, som hvert medlem af bestyrelsen og direktionen som led i dette hverv har optjent fra virksomheden og andre virksomheder inden for samme koncern i de seneste 3 år, herunder oplysninger om fastholdelses- og fratrædelsesordningers væsentligste indhold.

  • 2) En redegørelse for sammenhængen mellem ledelsens aflønning og virksomhedens strategi og relevante mål herfor.

Stk. 7 Hurtigst muligt efter generalforsamlingens afholdelse offentliggøres vederlagsrapporten på virksomhedens hjemmeside. Vederlagsrapporten skal forblive offentligt tilgængelig på virksomhedens hjemmeside i en periode på 10 år. Vederlagsrapporten kan være tilgængelig i en længere periode end 10 år, forudsat at den ikke længere indeholder personoplysninger.

Aflønning af ansatte
§ 108

Fondsmæglerselskaber skal sikre, at aflønning af virksomhedens ansatte ikke er i strid med virksomhedens forpligtelse til at handle i kundernes bedste interesse, herunder virksomhedens forpligtelser i medfør af § 45, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 45, stk. 2, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Fondsmæglerselskaber må ikke indføre aflønningsordninger, salgsmål eller andre ordninger, som kan give en tilskyndelse for dets ansatte til at anbefale et bestemt finansielt instrument til en detailkunde, når fondsmæglerselskabet kunne tilbyde et andet finansielt instrument, der ville dække den pågældende kundes behov bedre.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på forhold omfattet af kollektiv overenskomst.

Aflønning af ledelsen og væsentlige risikotagere
§ 109

Ved fondsmæglerselskabers og fondsmæglerholdingvirksomheders aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller på de aktiver, som virksomheden forvalter, skal virksomheden sikre, at følgende er opfyldt:

  • 1) De variable løndele til et medlem af bestyrelsen eller direktionen må på tidspunktet for beregningen af den variable løn højst udgøre 50 pct. enten af honoraret eller af den faste grundløn inklusive pension, jf. dog § 110, stk. 1.

  • 2) De variable løndele til andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller på de aktiver, som virksomheden forvalter, må på tidspunktet for beregningen af den variable løn højst udgøre 100 pct. af den faste grundløn inklusive pension.

  • 3) Virksomhedens øverste organ kan dog beslutte, at de variable løndele til andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller på de aktiver, som virksomheden forvalter, kan udgøre op til 200 pct. af den faste grundløn inklusive pension, forudsat at følgende krav opfyldes:

    • a) Virksomheden skal senest ved indkaldelse til det øverste organs forsamling orientere det øverste organ om, at der ønskes stillingtagen til benyttelse af et højere maksimalt loft.

    • b) Det øverste organ skal tage beslutningen om benyttelse af et højere maksimalt loft på baggrund af en detaljeret anbefaling fra virksomheden, der begrunder indstillingen herom, og der som minimum indeholder oplysninger om antallet af berørte ansatte, disses arbejdsområder, det nye foreslåede maksimale loft og den forventede indvirkning på virksomhedens mulighed for at bevare et sundt kapitalgrundlag. Kapitalejerne skal modtage anbefalingen senest samtidig med indkaldelsen til det øverste organs forsamling.

    • c) Virksomheden skal senest samtidig med formidling af anbefalingen til kapitalejerne, jf. litra b, informere Finanstilsynet om anbefalingen til kapitalejerne, herunder det foreslåede højere maksimale loft og begrundelsen for indstillingen. Virksomheden skal på anmodning fra Finanstilsynet godtgøre, at det foreslåede højere maksimale loft ikke er i strid med virksomhedens forpligtelser efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, denne lov og regler udstedt i medfør af § 113, stk. 3.

    • d) Beslutningen om benyttelse af et højere maksimalt loft skal tiltrædes af virksomhedens øverste organ med mindst 66 pct. af de afgivne stemmer, forudsat at mindst 50 pct. af de stemmeberettigede kapitalandele er repræsenteret på forsamlingen. Er mindre end 50 pct. af de stemmeberettigede kapitalandele repræsenteret på forsamlingen, skal beslutningen tiltrædes af mindst 75 pct. af de afgivne stemmer. En ansat, som er kapitalejer i virksomheden, må ikke deltage i afstemningen herom på det øverste organs forsamling, hvis den ansatte har en væsentlig interesse i beslutningen, der kan være stridende mod virksomhedens interesse.

    • e) Virksomheden skal senest 8 dage efter det øverste organs forsamling informere Finanstilsynet om det øverste organs beslutning, herunder om størrelsen af et eventuelt besluttet højere maksimalt loft.

  • 4) Mindst 50 pct. af en variabel løndel til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, skal på tidspunktet for beregningen af den variable løn bestå af en balance af aktier eller tilsvarende ejerskabsinteresser, aktielignende instrumenter eller tilsvarende ikkelikvide instrumenter, der afspejler instrumenterne i de forvaltede porteføljer. Virksomheden kan anvende hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter eller andre instrumenter, der kan konverteres til egentlige kernekapitalinstrumenter eller nedskrives, og som i passende grad afspejler virksomhedens kreditværdighed som en virksomhed, hvis aktivitet formodes at fortsætte. Hvis virksomheden ikke udsteder sådanne instrumenter, kan Finanstilsynet godkende alternative ordninger, der opfylder samme formål. Fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til udførelse af ordrer og skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 1, afsnit A, nr. 2 og 4, skal, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, anvende instrumenter, som er reguleret i artikel 52 og 63 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter eller andre instrumenter, der kan konverteres til egentlige kernekapitalinstrumenter eller nedskrives, og som i passende grad afspejler virksomhedens kreditværdighed som en virksomhed, hvis aktivitet formodes at fortsætte. Instrumenterne kan udstedes i virksomheden eller dennes modervirksomhed, der ejer virksomheden fuldt ud.

  • 5) Virksomhedens udbetaling af mindst 40 pct. eller ved større beløb mindst 60 pct. af en variabel løndel skal ske over en periode på mindst 4 år med påbegyndelse 1 år efter beregningstidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen mindst 5 år. Udbetalingen skal ske med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden.

  • 6) Virksomheden kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis, hvis virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel ikke overholder solvensbehovet eller solvenskravet i §§ 120 og 121 og artikel 7 og 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko herfor.

  • 7) Virksomheden udbetaler ikke variabel løn til bestyrelsen og direktionen, hvis virksomheden i den periode, som aftalen om den variable løn vedrører, og indtil tidspunktet for beregningen heraf får en frist fra Finanstilsynet efter § 166, stk. 1 eller 3, om opfyldelse af solvenskravet.

Stk. 2 For bestyrelsen og direktionen i fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder må aktieoptioner eller lignende instrumenter højst udgøre 12,5 pct. af henholdsvis honoraret og den faste grundløn inklusive pension på tidspunktet for beregningen heraf.

Stk. 3 Fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden skal sikre, at aktier og instrumenter m.v., der overdrages til bestyrelsen, direktionen eller andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller på de aktiver, som virksomheden forvalter, som en del af den variable løn omfattet af stk. 1, nr. 4, ikke må afhændes af disse personer i en passende periode, og at disse personer ikke må foretage en afdækning af den risiko, der knytter sig til disse aktier og instrumenter m.v.

Stk. 4 Fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden skal sikre, at udbetaling af udskudte variable løndele efter stk. 1, nr. 5, til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller på de aktiver, som virksomheden forvalter, er betinget af følgende:

  • 1) De kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af den variable løndel, er fortsat opfyldt på udbetalingstidspunktet.

  • 2) Modtageren af udbetalingen har efterlevet kravene til egnethed og hæderlighed og har ikke deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for virksomheden.

  • 3) Virksomhedens økonomiske situation er ikke væsentlig forringet i forhold til tidspunktet for beregningen af den variable løndel.

Stk. 5 Fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden skal sikre, at bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller på de aktiver, som virksomheden forvalter, og som modtager variabel løn, skal tilbagebetale den variable løn helt eller delvis, hvis den variable løn er udbetalt på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Stk. 6 Fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden skal sikre, at hvis bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller på de aktiver, som virksomheden forvalter, tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan sidestilles med variable løndele, skal virksomheden, hvis modtageren forlader virksomheden inden pensionstidspunktet, beholde denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instrumenter omfattet af stk. 1, nr. 4. Stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfælde. Er modtageren medlem af bestyrelsen eller ansat i virksomheden ved pensionsalderen, skal virksomheden udbetale den variable del af pensionsydelsen til modtageren i form af instrumenter omfattet af stk. 1, nr. 4, uden mulighed for afhændelse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5 finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte tilfælde.

Stk. 7 For personer i ansættelsesforhold, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, finder stk. 1-6 kun anvendelse på aftaler om variable løndele, hvis aftalerne om variabel løn ikke er fastsat i overenskomsten.

§ 109a

Indgår et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og overstiger værdien af ordningen et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste 2 regnskabsår inklusive pension, skal virksomheden offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, og en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Stk. 2 Offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske, hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået. Oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

§ 109b

Løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis i opsigelsesperioden.

§ 109c

En fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Stk. 2 Fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Stk. 3 Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen kan tidligst begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er fuldt udbetalt.

Stk. 4 Bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i virksomheden.

Stk. 5 Bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvis, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

§ 109d

§§ 109 a-109 c kan ikke fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

Aflønning ved statsstøtte
§ 110

Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, der modtager statsstøtte eller har fået tilsagn om statsstøtte, må ikke tildele eller udbetale variabel løn til medlemmer af bestyrelsen og direktionen.

Stk. 2 Der må ikke igangsættes nye aktieoptionsprogrammer eller lignende ordninger for bestyrelsen eller direktionen i fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, der modtager eller har fået tilsagn om statsstøtte.

Stk. 3 Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, der modtager statsstøtte eller har fået tilsagn om statsstøtte, skal begrænse den variable løn til andre ansatte end medlemmer af bestyrelsen og direktionen til en del af nettoindtægterne, hvis udbetalingen af variabel løn ellers vil være uforenelig med opretholdelse af et robust kapitalgrundlag og rettidigt ophør af statsstøtte.

Stk. 4 Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, der modtager eller har fået tilsagn om statsstøtte, skal i deres lønpolitik fastsætte en nærmere angiven grænse set i forhold til virksomhedens nettoindtægter for den samlede tildeling af variabel løn til andre ansatte end medlemmer af bestyrelsen og direktionen, hvis udbetalingen af variabel løn er uforenelig med opretholdelse af et robust kapitalgrundlag og rettidigt ophør af statsstøtte.

Aflønningsudvalg
§ 111

Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, hvis værdi af balanceførte og ikkebalanceførte aktiver i gennemsnit udgør 100 mio. euro eller derover i den 4-årsperiode, der ligger umiddelbart forud for det pågældende regnskabsår, skal nedsætte et aflønningsudvalg, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 Et fondsmæglerselskab er ikke forpligtet til at nedsætte et aflønningsudvalg, hvis fondsmæglerselskabet opfylder betingelserne for klassificering som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab.

Stk. 3 Finanstilsynet kan undtage et fondsmæglerselskab fra stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at det er hensigtsmæssigt henset til arten og omfanget af fondsmæglerselskabets aktiviteter, dets interne organisation og kendetegnene ved den koncern, som fondsmæglerselskabet tilhører. Følgende betingelser skal dog være opfyldt:

  • 1) Fondsmæglerselskabet må ikke være et af de tre største fondsmæglerselskaber i Danmark set i forhold til den samlede værdi af aktiver.

  • 2) Fondsmæglerselskabet må ikke være underlagt forpligtelser eller forenklede forpligtelser med hensyn til genopretnings- og afviklingsplanlægning i overensstemmelse med §§ 98 og 99 og kapitel 20.

  • 3) Fondsmæglerselskabets værdi af balanceførte og ikkebalanceførte aktiver udgør maksimalt 300 mio. euro i gennemsnit i den 4-årsperiode, der ligger umiddelbart forud for det pågældende regnskabsår.

  • 4) Størrelsen af fondsmæglerselskabets balanceførte og ikkebalanceførte handelsbeholdningsaktiviteter udgør maksimalt 150 mio. euro.

  • 5) Størrelsen af fondsmæglerselskabets balanceførte og ikkebalanceførte derivataktiviteter udgør maksimalt 100 mio. euro.

Stk. 4 En fondsmæglerholdingvirksomhed er ikke forpligtet til at nedsætte et aflønningsudvalg, hvis fondsmæglerholdingvirksomhedens dattervirksomhed er undtaget fra kravet herom i medfør af stk. 2 og 3.

Stk. 5 Finanstilsynet kan uanset stk. 1 kræve, at et fondsmæglerselskab skal nedsætte et aflønningsudvalg, hvis Finanstilsynet vurderer, at det er hensigtsmæssigt henset til arten og omfanget af fondsmæglerselskabets aktiviteter, dets interne organisation og kendetegnene ved den koncern, som fondsmæglerselskabet tilhører.

Stk. 6 I koncerner med flere virksomheder, som efter stk. 1 har pligt til at nedsætte et aflønningsudvalg, kan der nedsættes et fælles aflønningsudvalg for disse virksomheder i koncernen eller en del heraf. Aflønningsudvalget skal organisatorisk placeres i en virksomhed under tilsyn af Finanstilsynet og skal nedsættes i en virksomhed, der er modervirksomhed for de øvrige virksomheder, som aflønningsudvalget er nedsat for. Aflønningsudvalget må dog ikke placeres i en fondsmæglerholdingvirksomhed.

§ 112

Formanden og medlemmerne af aflønningsudvalget skal være medlem af bestyrelsen i den virksomhed, som nedsætter aflønningsudvalget, eller af bestyrelser i virksomheder, der i medfør af § 111, stk. 6, har et fælles aflønningsudvalg. Aflønningsudvalget skal sammensættes, så medlemmerne har den fornødne viden og de fornødne kvalifikationer og kompetencer til at forstå og overvåge virksomhedens lønpolitik og -praksis, risikostyring og kontrolaktiviteter, navnlig for så vidt angår tilpasning af virksomhedens aflønningsstruktur til virksomhedens risikoprofil og forvaltning af kapital og likviditet, og er i stand til at foretage en kvalificeret og uafhængig vurdering af, om virksomhedens aflønning, herunder lønpolitik og tilhørende forretningsgange, er i overensstemmelse med § 107, stk. 1, §§ 108-110 og regler udstedt i medfør af § 113. Aflønningsudvalget skal have en ligelig kønsfordeling.

Stk. 2 Aflønningsudvalget skal forestå det forberedende arbejde for bestyrelsens beslutninger om aflønning, herunder lønpolitik og andre beslutninger herom, som kan have indflydelse på virksomhedens risikostyring, og i den forbindelse forestå følgende:

  • 1) Aflønningsudvalget skal rådgive bestyrelsen om udformning af virksomhedens lønpolitik, bistå bestyrelsen med at påse overholdelsen af virksomhedens lønpolitik i praksis og vurdere, om virksomhedens lønpolitik er opdateret, herunder om nødvendigt komme med forslag til opdateringer af lønpolitikken.

  • 2) Aflønningsudvalget skal sikre, at oplysningerne forelagt for generalforsamlingen om virksomhedens lønpolitik og -praksis samt oplysningerne efter § 109, stk. 1, nr. 3, litra a og b, er tilstrækkelige.

  • 3) Aflønningsudvalget skal vurdere, om virksomhedens processer og systemer er tilstrækkelige og tager højde for virksomhedens risici, herunder risici forbundet med forvaltning af kapital og likviditet, i forhold til virksomhedens aflønningsstruktur, og sikre, at virksomhedens lønpolitik og -praksis er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og er i overensstemmelse med virksomhedens forretningsstrategi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser.

  • 4) Aflønningsudvalget skal vurdere virksomhedens og forretningsenhedernes samlede resultater og sikre, at direktionen har evalueret, om de resultatkriterier, der har dannet grundlag for beregningen af variabel løn til virksomhedens medlemmer af bestyrelsen og direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, fortsat er opfyldt på udbetalingstidspunktet, jf. § 109, stk. 4.

  • 5) Aflønningsudvalget skal kontrollere udvalgte evalueringer foretaget af direktionen, jf. nr. 4, for at teste, om betingelserne i § 109, stk. 4, er opfyldt.

  • 6) Aflønningsudvalget skal sikre, at de uafhængige kontrolfunktioner og andre relevante funktioner inddrages, i det omfang det er nødvendigt for gennemførelsen af opgaverne i nr. 1-5, og, i det omfang det er nødvendigt, søge ekstern rådgivning.

Stk. 3 Aflønningsudvalget kan varetage andre opgaver vedrørende aflønning. Aflønningsudvalget skal i det forberedende arbejde varetage virksomhedens langsigtede interesser, herunder også i forhold til investorer, og offentlighedens interesse.

Stk. 4 I fondsmæglerselskaber og i fondsmæglerholdingvirksomheder, som har pligt til at nedsætte et aflønningsudvalg, og hvor der er medarbejderrepræsentation i bestyrelsen, skal mindst 1 af disse repræsentanter være medlem af aflønningsudvalget.

§ 113

Erhvervsministeren kan for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil. Bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder

Stk. 2 Erhvervsministeren kan for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder fastsætte nærmere regler om pligten til at offentliggøre oplysninger om aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil. Bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder

Stk. 3 Erhvervsministeren kan for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder fastsætte nærmere regler om de forhold, som er nævnt i § 107, stk. 1, og § 109, stk. 1-6. Bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder

Stk. 4 Erhvervsministeren kan for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder fastsætte nærmere regler om efterlevelse af regler om aflønning på koncernniveau. Bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder