Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter Kapitel 9

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 8. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024 og lov nr. 481 af 22. maj 2024

Kapitel 9 1 Ledelse
§ 67

Bestyrelsen for et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal med henblik på at sikre, at virksomheden drives betryggende,

  • 1) fastlægge, hvilke hovedtyper af forretningsmæssige aktiviteter virksomheden skal udføre,

  • 2) identificere og kvantificere virksomhedens væsentlige risici og fastlægge virksomhedens risikoprofil, herunder fastsætte, hvilke og hvor store risici virksomheden må påtage sig,

  • 3) fastlægge politikker for, hvorledes virksomheden skal styre hver af virksomhedens væsentlige aktiviteter og de risici, der er knyttet hertil, under hensyntagen til samspillet mellem disse, og

  • 4) fastlægge en politik for mangfoldighed i bestyrelsen, der fremmer tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer.

Stk. 2 Bestyrelsen for virksomheden skal på grundlag af den fastlagte risikoprofil og de fastlagte politikker give direktionen skriftlige retningslinjer, der som minimum skal indeholde

  • 1) kontrollerbare rammer for, hvilke og hvor store risici direktionen må påføre virksomheden,

  • 2) principperne for opgørelse af de enkelte risikotyper,

  • 3) regler om, hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens stillingtagen, og hvilke dispositioner direktionen kan foretage som led i sin stilling, og

  • 4) regler for, hvordan og i hvilket omfang direktionen skal rapportere til bestyrelsen om virksomhedens risici, herunder om udnyttelsen af rammerne i retningslinjerne for direktionen og om overholdelsen af de grænser, der er fastsat i lovgivningen vedrørende de risici, som virksomheden må påtage sig.

Stk. 3 Bestyrelsen for virksomheden skal løbende tage stilling til, om virksomhedens risikoprofil og politikker og retningslinjerne for direktionen er forsvarlige i forhold til virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, og de markedsforhold, som virksomhedens aktiviteter drives under.

Stk. 4 Bestyrelsen for virksomheden skal løbende vurdere, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen, herunder om direktionen har fraveget disse, og om fravigelsen i givet fald har været forsvarlig. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet.

Stk. 5 Beslutter bestyrelsen konkret at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for direktionen, skal dette indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol sammen med en redegørelse for begrundelsen for beslutningen.

Stk. 6 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed i medfør af stk. 1-4. Bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

Forretningsorden for bestyrelsen
§ 68

Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

Stk. 2 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om forretningsordenens indhold. Bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

Bestyrelsesmøder
§ 69

Bestyrelsesformanden skal sørge for, at bestyrelsen holder møde, når det er nødvendigt, og skal påse, at samtlige medlemmer indkaldes. Ethvert medlem af bestyrelsen, en direktør, en ekstern revisor eller den interne revisionschef i et fondsmæglerselskab kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. En direktør, en ekstern revisor eller den interne revisionschef har ret til at deltage i og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden bestemmelse. Eksterne revisorer og den interne revisionschef har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelse af årsrapporten.

Stk. 2 Eksterne revisorer eller den interne revisionschef har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af en sag, hvis det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.

Stk. 3 Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der føres protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, en direktør, en ekstern revisor eller den interne revisionschef, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen.

Bestyrelsens eller direktionens tegningsret
§ 70

Den tegningsret, som tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direktionen efter selskabsloven, kan kun udøves af mindst to i forening.

Underrepræsenterede køn i ledelsen
§ 71

I fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, som har finansielle instrumenter optaget til handel på et reguleret marked i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller som har en balancesum på 500 mio. kr. eller derover i 2 på hinanden følgende regnskabsår, skal bestyrelsen

  • 1) opstille måltal for andelen af medlemmer valgt af generalforsamlingen eller en tilsvarende forsamling, der er virksomhedens øverste myndighed, af det underrepræsenterede køn i bestyrelsen, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd blandt disse medlemmer i bestyrelsen,

  • 2) opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på de øvrige ledelsesniveauer, og

  • 3) udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på de øvrige ledelsesniveauer, jf. dog stk. 5.

Stk. 2 For modervirksomheder, der udarbejder koncernregnskab, skal beregningen i stk. 1 foretages på baggrund af koncernregnskabet.

Stk. 3 Ved øvrige ledelsesniveauer forstås to ledelsesniveauer under bestyrelsen. Det første ledelsesniveau under bestyrelsen omfatter direktionen og de personer, der organisatorisk er på samme ledelsesniveau som direktionen. Det andet ledelsesniveau omfatter personer med personaleansvar, som refererer direkte til det første ledelsesniveau under bestyrelsen.

Stk. 4 Bestyrelsen skal opstille et nyt og højere måltal for andelen af det underrepræsenterede køn efter stk. 1, nr. 1 og 2, når virksomheden har nået sit tidligere opstillede måltal, eller et nyt måltal, når tidshorisonten for den forventede opfyldelse er udløbet.

Stk. 5 Virksomheder, der i det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, kan undlade at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på deres øvrige ledelsesniveauer.

Stk. 6 Er en virksomhed omfattet både af denne bestemmelse og bestemmelserne om kønsmæssig sammensætning i det øverste ledelsesorgan i selskabsloven, lov om erhvervsdrivende fonde eller lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, har stk. 1-5 forrang.

Indkaldelse til generalforsamling
§ 72

Indkaldelse til generalforsamling i fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, skal være offentligt tilgængelig og i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser. Pressen skal have adgang til generalforsamlinger i fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for fondsmæglerselskaber, som er 100 pct. ejet af én finansiel virksomhed efter lov om finansiel virksomhed eller flere finansielle virksomheder i samme koncern.

Stk. 3 Fristen for indkaldelse til en generalforsamling med henblik på at foretage en kapitalforhøjelse kan forkortes til 10 dage, hvis Finanstilsynet har vurderet, at et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, er underlagt reglerne i kapitel 20, og fondsmæglerselskabet vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre, at fondsmæglerselskabet bliver nødlidende. Forkortelsen af indkaldelsesfristen kan dog kun foretages, hvis generalforsamlingen med to tredjedele af de afgivne stemmer ændrer vedtægten til at indeholde denne mulighed.

Stk. 4 Selskabslovens §§ 84 og 90 og tidsfrister i selskabslovens §§ 94, 98 og 99 finder ikke anvendelse på generalforsamlinger og repræsentantskabsmøder indkaldt i overensstemmelse med stk. 3.

§ 73

Finanstilsynet udøver for fondsmæglerselskaber de beføjelser, der er tillagt Erhvervsstyrelsen i henhold til § 93, stk. 2 og 3, i selskabsloven.

Etablering af et repræsentantskab
§ 74

Der kan etableres et repræsentantskab til varetagelse af bestemte opgaver, som er angivet i vedtægterne, herunder valg af bestyrelse. Repræsentantskabets medlemmer er med hensyn til varetagelsen af deres hverv undergivet samme ansvar som bestyrelsen.

Egnetheds- og hæderlighedskrav
§ 75

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i et fondsmæglerselskab

  • 1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen,

  • 2) skal have tilstrækkelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen,

  • 3) må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde,

  • 4) må ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering,

  • 5) må ikke på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som medlemmet ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på, have påført eller påføre fondsmæglerselskabet tab eller risiko for tab og

  • 6) må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at medlemmet ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Stk. 2 Medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et fondsmæglerselskab skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med deres indtræden i fondsmæglerselskabets ledelse og om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-6, hvis forholdene efterfølgende ændres.

Stk. 3 Fondsmæglerselskabet er forpligtet til at påse overholdelsen af stk. 1.

Stk. 4 Stk. 1, nr. 1-4 og 6, og stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse på medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en fondsmæglerholdingvirksomhed eller en blandet finansiel holdingvirksomhed.

Afsat tid til varetagelse af ledelseshverv
§ 76

Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i et fondsmæglerselskab skal afsætte tilstrækkelig tid til at varetage sit hverv som bestyrelsesmedlem eller sin stilling som direktør i fondsmæglerselskabet. Ledelsesmedlemmet skal løbende vurdere, om den pågældende har afsat tilstrækkelig tid til at varetage sit hverv eller sin stilling. Vurderingen skal inddrage fondsmæglerselskabets størrelse, organisation og kompleksitet.

Introduktions- og efteruddannelseskurser til ledelsesmedlemmer
§ 77

Et fondsmæglerselskab og en fondsmæglerholdingvirksomhed skal have personalemæssige og økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at sikre tilstrækkelige muligheder for introduktions- og efteruddannelseskurser til medlemmer af bestyrelsen og direktionen.

Bestyrelsens kollektive egnethed
§ 78

Bestyrelsen for et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå fondsmæglerselskabets aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Uforenelige hverv
§ 79

Hvervet som bestyrelsesmedlem eller som medlem af repræsentantskabet i et fondsmæglerselskab kan ikke forenes med stillingen som direktør i det pågældende fondsmæglerselskab. Dog kan bestyrelsen i en direktørs forfald midlertidigt beskikke et af sine medlemmer eller et medlem af repræsentantskabet som direktør. Den pågældende kan i så fald ikke udøve stemmeret i de nævnte organer.

Stk. 2 Hvervet som intern revisionschef og vicerevisionschef kan ikke forenes med hvervet som bestyrelsesmedlem.

Risikoudvalg
§ 80

Et fondsmæglerselskab skal nedsætte et risikoudvalg, hvis fondsmæglerselskabets værdi af balanceførte og ikkebalanceførte aktiver i gennemsnit udgør 100 mio. euro eller derover i den fireårsperiode, der ligger umiddelbart forud for det pågældende regnskabsår, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Et fondsmæglerselskab er ikke forpligtet til at nedsætte et risikoudvalg, hvis fondsmæglerselskabet opfylder betingelserne for klassificering som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab.

Stk. 3 Finanstilsynet kan undtage et fondsmæglerselskab fra stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, det er hensigtsmæssigt henset til arten og omfanget af fondsmæglerselskabets aktiviteter, dets interne organisation og kendetegnene ved den koncern, som fondsmæglerselskabet tilhører. Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • 1) Fondsmæglerselskabet må ikke være et af de tre største fondsmæglerselskaber i Danmark set i forhold til den samlede værdi af aktiver.

  • 2) Fondsmæglerselskabet må ikke være underlagt forpligtelser eller forenklede forpligtelser med hensyn til genopretnings- og afviklingsplanlægning i overensstemmelse med §§ 98 og 99 og kapitel 20.

  • 3) Fondsmæglerselskabets værdi af balanceførte og ikkebalanceførte aktiver udgør maksimalt 300 mio. euro i gennemsnit i den fireårsperiode, der ligger umiddelbart forud for det pågældende regnskabsår.

  • 4) Størrelsen af fondsmæglerselskabets balanceførte og ikkebalanceførte handelsbeholdningsaktiviteter udgør maksimalt 150 mio. euro.

  • 5) Størrelsen af fondsmæglerselskabets balanceførte og ikkebalanceførte derivataktiviteter udgør maksimalt 100 mio. euro.

Stk. 4 Finanstilsynet kan uanset stk. 1 kræve, at et fondsmæglerselskab skal nedsætte et risikoudvalg, hvis Finanstilsynet vurderer, det er hensigtsmæssigt henset til arten og omfanget af fondsmæglerselskabets aktiviteter, dets interne organisation og kendetegnene ved den koncern, som fondsmæglerselskabet tilhører.

§ 81

Formanden og de øvrige medlemmer af risikoudvalget skal være medlem af bestyrelsen i det pågældende fondsmæglerselskab og skal have den fornødne viden og de fornødne kvalifikationer og kompetencer til at forstå og overvåge fondsmæglerselskabets risici.

Stk. 2 Risikoudvalget skal forestå følgende:

  • 1) Rådgive bestyrelsen om fondsmæglerselskabets overordnede nuværende og fremtidige risikoprofil og -strategi.

  • 2) Bistå bestyrelsen med at påse, at bestyrelsens risikostrategi implementeres korrekt i organisationen.

  • 3) Vurdere, om de finansielle produkter og tjenesteydelser, som fondsmæglerselskabet handler med, er i overensstemmelse med fondsmæglerselskabets forretningsmodel og risikoprofil, herunder om indtjeningen på produkterne og tjenesteydelserne afspejler risiciene herved, og udarbejde forslag til afhjælpning, hvis produkterne eller tjenesteydelserne og indtjeningen herved ikke er i overensstemmelse med fondsmæglerselskabets forretningsmodel og risikoprofil.

  • 4) Vurdere, om incitamenterne ved fondsmæglerselskabets aflønningsstruktur tager højde for fondsmæglerselskabets risici, kapital og likviditet samt sandsynligheden for fortjeneste og tidspunkterne herfor.

Stk. 3 Risikoudvalget skal have adgang til information om fondsmæglerselskabets risici, herunder de risici, som er identificeret af risikostyringsfunktionen, og mulighed for at anvende ekstern rådgivning i det omfang, det er nødvendigt og relevant.

Stk. 4 Risikoudvalget skal løbende vurdere og beslutte typen, mængden og frekvensen af information fra det pågældende fondsmæglerselskab, der skal tilgå risikoudvalget.

Interessekonflikter
§ 82

(Ophævet)

§ 83

Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et fondsmæglerselskab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og fondsmæglerselskabets interesser, må ikke for egen regning eller gennem virksomheder, de kontrollerer,

  • 1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter til køb af finansielle instrumenter, når de købte finansielle instrumenter stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten,

  • 2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, medmindre formålet er risikoafdækning,

  • 3) erhverve kapitalandele bortset fra andele i danske UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v. med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen eller

  • 4) erhverve positioner i fremmed valuta bortset fra euro, når positionstagningen sker med henblik på andet end betaling for køb af finansielle instrumenter, varer eller tjenesteydelser eller køb eller drift af fast ejendom eller til brug for rejser.

Stk. 2 Personer og ansatte omfattet af stk. 1 må ikke erhverve kapitalandele i selskaber, der udøver virksomhed efter stk. 1. Dette gælder dog ikke køb af aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber og andele i danske UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v.

Stk. 3 Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke lån til køb af medarbejderaktier samt de instrumenter, der er nævnt i 2. pkt. Forbuddet i stk. 1, nr. 2, omfatter ikke finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i fondsmæglerselskabet eller en virksomhed, der er koncernforbundet hermed, og som den pågældende modtager som led i sin aflønning. Forbuddet i stk. 1, nr. 3, omfatter ikke aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af de instrumenter, der er nævnt i 2. pkt.

§ 84

Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og fondsmæglerselskabets interesser, og som derfor skal være omfattet af forbuddet i § 83. Bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom. Straffebestemmelsen i § 266, stk. 1, finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget information herom.

§ 85

Bestyrelsen skal udarbejde retningslinjer for kontrol med overholdelse af forbuddet i § 83, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., herunder om indberetning af formuedispositioner.

Stk. 2 Den eksterne revision skal en gang om året gennemgå retningslinjerne og i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten oplyse, om retningslinjerne vurderes at være betryggende og have fungeret hensigtsmæssigt, og om fondsmæglerselskabets kontrolprocedurer har givet anledning til bemærkninger. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal den eksterne revisions oplysninger fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

§ 86

Bestyrelsen i et fondsmæglerselskab kan fremsætte anmodning til et kontoførende institut om, at dette skal give fondsmæglerselskabets eksterne revision adgang til oplysninger om konti og depoter og udlevere udskrifter derfra for personer omfattet af § 83, stk. 1.

§ 87

Interne revisions- og vicerevisionschefer må uanset §§ 83-86 ikke have økonomiske interesser i det fondsmæglerselskab eller den koncern, som de er ansat i.

Generelle ledelsesregler
§ 88

Et fondsmæglerselskab må ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol

  • 1) bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer og direktører i fondsmæglerselskabet er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel eller er bestyrelsesmedlem eller direktør, eller

  • 2) indgå aftale med en direktør, når aftalen omfatter større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold, eller med en tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondsmæglerselskabets.

Stk. 2 Medlemmer af bestyrelsen skal erstatte tab, som fondsmæglerselskabet lider som følge af bevillinger, sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af stk. 1, der er godkendt af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen godtgør, at tabet ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af fondsmæglerselskabet tilsiger.

Stk. 3 En direktør, der uden bestyrelsens godkendelse bevilger eksponeringer, modtager sikkerhedsstillelser eller indgår aftaler omfattet af stk. 1, indestår for det tab, som fondsmæglerselskabet derved måtte blive påført.

Stk. 4 Er en bevilling eller sikkerhedsstillelse omfattet af stk. 1, nr. 1, uden bestyrelsens godkendelse indgået med en virksomhed, hvori bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel eller er bestyrelsesmedlem eller direktør, indestår bestyrelsesmedlemmet for det tab, som fondsmæglerselskabet derved måtte blive påført.

Stk. 5 Eksponeringer og aftaler efter stk. 1 skal bevilges eller indgås i henhold til fondsmæglerselskabets sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår, medmindre eksponeringen indgås over for et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem på personalevilkår. Fondsmæglerselskabets eksterne revisor skal i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal erklæringen fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Stk. 6 Direktionen og bestyrelsen skal hver især overvåge forsvarligheden og forløbet af eksponeringer og aftaler efter stk. 1.

Stk. 7 Reglerne i stk. 1-6 gælder også eksponeringer mod og aftaler med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller ejere af en kvalificeret andel.

Stk. 8 Et fondsmæglerselskab eller virksomheder inden for samme koncern må ikke bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra en ekstern revisor eller den interne revisions- eller vicerevisionschef.

§ 89

Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et fondsmæglerselskab, kan ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem eller funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end fondsmæglerselskabet, jf. dog § 160, stk. 9 og 10.

Stk. 2 Samtlige tilladelser givet af bestyrelsen skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.

§ 90

Ansatte i et fondsmæglerselskab, der ikke er omfattet af § 89, stk. 1, og for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og fondsmæglerselskabets interesser, kan ikke uden direktionens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem eller funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end fondsmæglerselskabet. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.

Stk. 2 Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og fondsmæglerselskabets interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse. Bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom. Straffebestemmelsen i § 266, stk. 1, finder først anvendelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende er blevet vidende herom.

§ 91

Tilladelse efter § 89, stk. 1, og § 90, stk. 1, kan kun gives, hvis fondsmæglerselskabet eller virksomheder, der indgår i koncern med fondsmæglerselskabet, ikke har eller påtager sig eksponeringer mod de i § 89, stk. 1, og § 90, stk. 1, nævnte erhvervsvirksomheder eller virksomheder, der indgår i koncern med disse virksomheder. Dette gælder dog ikke eksponeringer i form af kapitalandele, eksponeringer mod de virksomheder, der er nævnt i stk. 2, og eksponeringer mod erhvervsvirksomheder, der indgår i koncern med fondsmæglerselskabet.

Stk. 2 Eksponeringsforbuddet finder ikke anvendelse i forbindelse med deltagelse i bestyrelserne for følgende virksomheder og fonde m.v.:

  • 1) Danmarks Skibskredit A/S.

  • 2) Banker og Sparekassers Ungdomskontakt.

  • 3) LR Realkredit A/S.

  • 4) Bornholms Erhvervsfond.

  • 5) Grønlandsbanken A/S.

  • 6) NASDAQ OMX Stockholm AB.

  • 7) NASDAQ OMX Helsinki Oy.

  • 8) IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande.

  • 9) IØ – Investeringsfonden for Østlandene.

  • 10) Landbrugets FinansieringsBank A/S.

  • 11) Bankernes Kontantservice A/S.

  • 12) Fundcollect A/S.

  • 13) Fundconnect A/S.

  • 14) DLR Kredit A/S.

  • 15) Regulerede markeder.

  • 16) Clearingcentraler.

  • 17) Værdipapircentraler.

Stk. 3 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 1.

§ 92

Fondsmæglerselskaber skal mindst én gang årligt offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til § 89, stk. 1.

§ 93

Den eksterne revision skal i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt fondsmæglerselskabet har eksponering med erhvervsvirksomheder omfattet af § 89, stk. 1, og § 90, stk. 1. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal den eksterne revisions erklæring fremgå af anden tilsvarende dokumentation.