Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder, hvis værdi af balanceførte og ikkebalanceførte aktiver i gennemsnit udgør 100 mio. euro eller derover i den 4-årsperiode, der ligger umiddelbart forud for det pågældende regnskabsår, skal nedsætte et aflønningsudvalg, jf. dog stk. 2-5.
Stk. 2 Et fondsmæglerselskab er ikke forpligtet til at nedsætte et aflønningsudvalg, hvis fondsmæglerselskabet opfylder betingelserne for klassificering som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab.
Stk. 3 Finanstilsynet kan undtage et fondsmæglerselskab fra stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at det er hensigtsmæssigt henset til arten og omfanget af fondsmæglerselskabets aktiviteter, dets interne organisation og kendetegnene ved den koncern, som fondsmæglerselskabet tilhører. Følgende betingelser skal dog være opfyldt:
-
1) Fondsmæglerselskabet må ikke være et af de tre største fondsmæglerselskaber i Danmark set i forhold til den samlede værdi af aktiver.
-
2) Fondsmæglerselskabet må ikke være underlagt forpligtelser eller forenklede forpligtelser med hensyn til genopretnings- og afviklingsplanlægning i overensstemmelse med §§ 98 og 99 og kapitel 20.
-
3) Fondsmæglerselskabets værdi af balanceførte og ikkebalanceførte aktiver udgør maksimalt 300 mio. euro i gennemsnit i den 4-årsperiode, der ligger umiddelbart forud for det pågældende regnskabsår.
-
4) Størrelsen af fondsmæglerselskabets balanceførte og ikkebalanceførte handelsbeholdningsaktiviteter udgør maksimalt 150 mio. euro.
-
5) Størrelsen af fondsmæglerselskabets balanceførte og ikkebalanceførte derivataktiviteter udgør maksimalt 100 mio. euro.
Stk. 4 En fondsmæglerholdingvirksomhed er ikke forpligtet til at nedsætte et aflønningsudvalg, hvis fondsmæglerholdingvirksomhedens dattervirksomhed er undtaget fra kravet herom i medfør af stk. 2 og 3.
Stk. 5 Finanstilsynet kan uanset stk. 1 kræve, at et fondsmæglerselskab skal nedsætte et aflønningsudvalg, hvis Finanstilsynet vurderer, at det er hensigtsmæssigt henset til arten og omfanget af fondsmæglerselskabets aktiviteter, dets interne organisation og kendetegnene ved den koncern, som fondsmæglerselskabet tilhører.
Stk. 6 I koncerner med flere virksomheder, som efter stk. 1 har pligt til at nedsætte et aflønningsudvalg, kan der nedsættes et fælles aflønningsudvalg for disse virksomheder i koncernen eller en del heraf. Aflønningsudvalget skal organisatorisk placeres i en virksomhed under tilsyn af Finanstilsynet og skal nedsættes i en virksomhed, der er modervirksomhed for de øvrige virksomheder, som aflønningsudvalget er nedsat for. Aflønningsudvalget må dog ikke placeres i en fondsmæglerholdingvirksomhed.