§§ 177 og 179 finder anvendelse for koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i Danmark er
-
1) et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, eller
-
2) en fondsmæglerholdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed med mindst én dattervirksomhed, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter.
Stk. 2 Opfylder en modervirksomhed omfattet af stk. 1 betingelserne for, at Finanstilsynet kan anvende et eller flere af de i §§ 177 eller 179 nævnte påbud, skal Finanstilsynet høre de øvrige kompetente myndigheder i tilsynskollegiet og underrette Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, inden modervirksomheden meddeles et påbud efter §§ 177 eller 179.
Stk. 3 Modtager Finanstilsynet som konsoliderende myndighed efter stk. 1 en høring svarende til § 132, skal Finanstilsynet give sin vurdering af det påtænkte påbuds indvirkning på koncernen inden for 3 arbejdsdage efter modtagelsen.
Stk. 4 Ønsker mere end én kompetent myndighed i tilsynskollegiet at meddele et eller flere påbud efter §§ 177 eller 179 til en koncern, som er omfattet af stk. 1, vurderer Finanstilsynet i samarbejde med de øvrige kompetente myndigheder i tilsynskollegiet, om det er mest hensigtsmæssigt at udpege den samme midlertidige administrator, jf. § 179, for alle berørte virksomheder eller at koordinere anvendelsen af et eller flere påbud efter § 177 på mere end én virksomhed. Finanstilsynet og de øvrige kompetente myndigheder i tilsynskollegiet skal tilstræbe at nå en fælles beslutning senest 5 arbejdsdage efter høringen efter stk. 2. Opnås en fælles beslutning, fremsender Finanstilsynet denne til modervirksomheden.
Stk. 5 Foreligger der ikke senest 5 arbejdsdage efter høringen efter stk. 2 en fælles beslutning, jf. stk. 4, træffer Finanstilsynet beslutning om anvendelse af et eller flere påbud, jf. §§ 177 eller 179, over for modervirksomheden. Finanstilsynet underretter modervirksomheden og de øvrige relevante kompetente myndigheder i tilsynskollegiet om denne beslutning. Finanstilsynet skal udskyde beslutningen, hvis en af de kompetente myndigheder i tilsynskollegiet har indbragt sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, og skal herefter træffe beslutning i overensstemmelse med beslutningen fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.