Finanstilsynet kan påbyde et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed at lade foretage og afholde udgifterne til en uvildig undersøgelse af et eller flere forhold i fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden, såfremt Finanstilsynet vurderer, at dette er af væsentlig betydning for tilsynet med fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden, og der ikke er tale om en for Finanstilsynet sædvanlig forekommende undersøgelse. Resultatet af den uvildige undersøgelse skal afgives i en skriftlig rapport, som skal foreligge inden for et af Finanstilsynet fastsat tidspunkt. Finanstilsynet kan bestemme, at de sagkyndige personer, jf. stk. 2-6, løbende skal foretage afrapportering til Finanstilsynet om forhold i forbindelse med undersøgelsen.
Stk. 2 Den uvildige undersøgelse skal foretages af en eller flere sagkyndige personer. Fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden udpeger de sagkyndige personer inden for en af Finanstilsynet fastsat frist. Finanstilsynet skal godkende de foreslåede sagkyndige personer.
Stk. 3 Fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden skal give de sagkyndige personer de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den uvildige undersøgelse.
Stk. 4 De sagkyndige personer skal udlevere en kopi af den skriftlige rapport om undersøgelsen til Finanstilsynet, senest samtidig med at rapporten udleveres til fondsmæglerselskabet eller fondsmæglerholdingvirksomheden.
Stk. 5 De sagkyndige personer skal straks give Finanstilsynet oplysninger om forhold, de bliver opmærksomme på i forbindelse med den uvildige undersøgelse, såfremt oplysningerne er af væsentlig betydning for fondsmæglerselskabets eller fondsmæglerholdingvirksomhedens risikoprofil eller forretningsmodel, og som for fondsmæglerselskabers vedkommende kan medføre en ikke uvæsentlig risiko for, at disse forhold kan udvikle sig således, at fondsmæglerselskabet vil miste sin tilladelse.