Finanstilsynet kan fastsætte supplerende eller hyppigere indberetningskrav til et fondsmæglerselskab end dem, der følger af denne lov og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, herunder indberetning af kapital- og likviditetspositioner, hvis de oplysninger, der skal indberettes, ikke er overlappende og en af følgende betingelser er opfyldt:
-
1) Finanstilsynet har i medfør af § 239 fastsat et individuelt solvenskrav, jf. § 121, et vejledende niveau af yderligere kapitalgrundlag, jf. § 122, et krav om styrkelse af procedurerne til risikomåling og risikostyring i relation til det tilstrækkelige kapitalgrundlag, jf. § 120, eller et krav om styrelse af ledelsesordninger, jf. §§ 67 og 94.
-
2) Indberetningerne er nødvendige for, at Finanstilsynet har tilstrækkeligt belæg for vurderingen af grundlaget for udstedelse af påbud i medfør af § 239.
-
3) Indberetningerne er nødvendige for Finanstilsynets tilsynsvirksomhed i øvrigt.