Forsikringsvirksomhedsloven Afsnit V

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
jf. lovbekendtgørelse nr. 169 af 16. februar 2025

Kapitel 14 1 Solvens, hensættelser og kapitalforhold
Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
§ 153

Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets godkendelse.

Stk. 2 Basiskapitalgrundlaget består af

  • 1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver, værdiansat i henhold til regler fastsat i medfør af § 132, stk. 2, og § 158, stk. 5, reduceret med værdien af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet, og

  • 2) efterstillet gæld.

Stk. 3 Det supplerende kapitalgrundlag består af andre kapitalelementer end basiskapitalgrundlaget, som kan benyttes til dækning af tab.

Stk. 4 Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital der kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.

Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlaget. Bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe 1- forsikringsselskaber m.v.

§ 154

Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.

Stk. 2 Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender standardformlen, må kun anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, hvis Finanstilsynet godkender dette.

Stk. 4 Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet anvender en godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de relevante risikomoduler.

Stk. 5 Gruppe 1-forsikringsselskabet skal som minimum opgøre solvenskapitalkravet en gang årligt og skal herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og øjeblikkelig herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 6 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anvendelsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse af en intern model. Bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe 1- forsikringsselskaber m.v. Bekendtgørelse om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. Bekendtgørelse om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.

§ 155

Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav.

Stk. 2 Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af beløbene opgjort efter stk. 3 og det største af de for selskabet relevante beløb i stk. 5.

Stk. 3 Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapitalkrav opgjort i overensstemmelse med § 154 og inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i henhold til § 276. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45 pct.

Stk. 4 Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav ligger uden for grænserne i stk. 3.

Stk. 5 De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:

  • 1) 4 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2.

  • 2) 2,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 1.

  • 3) 4 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 1.

  • 4) 3,9 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed.

  • 5) 1,3 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Stk. 6 Gruppe 1-forsikringsselskaber skal som minimum opgøre minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 7 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet. Bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe 1- forsikringsselskaber m.v.

Gruppe 2-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
§ 156

Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital til at dække virksomhedens risici.

Stk. 2 Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber udgør følgende, jf. dog stk. 3:

  • 1) 4 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2.

  • 2) 2,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 1.

  • 3) 3,9 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed.

  • 4) 1,3 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Stk. 3 For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:

  • 1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 1.

  • 2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 1.

Stk. 4 Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens individuelle solvensbehov.

Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte et individuelt solvensbehov, der er højere end det, som selskabet har opgjort efter stk. 4.

§ 157

Gruppe 2-forsikringsselskabers basiskapital består af kernekapitalen tillagt den supplerende kapital med fradrag.

Stk. 2 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for gruppe 2-forsikringsselskabers opgørelse af basiskapitalen.

Gruppe 1-forsikringsselskabers hensættelser til solvens
§ 158

Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til solvens til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens anvendes en risikofri rentekurve, der fastlægges af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 77 e, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) med senere ændringer.

Stk. 2 Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.

Stk. 3 Et gruppe 1-forsikringsselskab kan ved notifikation af Finanstilsynet anvende en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættelser til solvens, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.

Stk. 4 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse, jf. stk. 2, og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3. Bekendtgørelse om den risikofrie rentekurve, matchtilpasning og volatilitetsjustering for gruppe 1-forsikringsselskaber

Stk. 5 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens, jf. stk. 1, 1. pkt., i gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner eller grupper omfattet af § 166, stk. 1 og 2. Bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.

Gruppe 2-forsikringsselskabers hensættelser til solvens
§ 159

Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til solvens til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Stk. 2 Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens anvender den risikofrie rentekurve efter § 158, stk. 1.

Gruppe 1-forsikringsselskabers analyser om ændringer i væsentlige risici
§ 160

Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Selskabet skal kvartalsvis indberette resultatet til Finanstilsynet efter samme frister, der gælder for de kvartalsvise indberetningsskemaer, jf. artikel 312, stk. 1, litra d, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de analyser, som selskabet skal foretage efter stk. 1.

Fastsættelse af regler om kapitalgrundlag
§ 161

Finanstilsynet kan fastsætte regler om forsikringsvirksomheders udstedelse af gældsbreve med vilkår om konvertering til aktie-, garanti- eller andelskapital, herunder i hvilket omfang selskabslovens kapitel 10 finder anvendelse.

§ 162

Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for Bekendtgørelse om driftsplaner, planer for genoprettelse, finansieringsplaner og individuelt solvensbehov for forsikringsselskaber

  • 1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),

  • 2) opgørelser efter § 156, stk. 1 og 4, og

  • 3) indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber.

Sikkerhedsfond
§ 163

Et forsikringsselskab kan foretage henlæggelser til en sikkerhedsfond, hvis vedtægterne indeholder bestemmelser herom.

Stk. 2 Midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden, kan ikke fraføres denne. Sikkerhedsfondens midler kan kun anvendes til dækning af tab ved afvikling af de forsikringsmæssige forpligtelser eller på anden måde til fordel for de forsikrede. Der kan ikke foretages vedtægtsændringer med den virkning, at midler, der efter stk. 1 allerede er henlagt til sikkerhedsfonden, kan fraføres denne.

Rapport om solvens og finansiel situation
§ 164

Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentliggøre en rapport om deres solvens og finansielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne indsende en regelmæssig tilsynsrapport til Finanstilsynet om deres solvens og finansielle situation efter frister fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 2 Virksomheder omfattet af § 166, stk. 1 og 2, skal årligt offentliggøre en rapport om koncernens eller gruppens solvens og finansielle situation. Derudover skal virksomheder omfattet af § 166, stk. 1 og 2, indsende en regelmæssig tilsynsrapport om koncernens eller gruppens solvens og finansielle situation til Finanstilsynet efter frister fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, som rapporterne skal indeholde, og om offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet. Bekendtgørelse om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.

Kapitel 15 1 Koncernregler og konsolidering m.v.
Koncerners indberetning af eksponeringer
§ 165

Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i Danmark er et forsikringsselskab, eller hvor modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed, skal en gang årligt indberette alle eksponeringer, der udgør mere end 10 pct. af koncernens kapitalgrundlag, til Finanstilsynet.

Stk. 2 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for indberetning efter stk. 1.

Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
§ 166

Bestyrelsen for en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 9, skal sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver forsikringsvirksomhed. Dette gælder dog ikke, hvor der i koncernen alene drives forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et gruppe 1-forsikringsselskab og dertil knyttede virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed. Dette gælder dog ikke, hvis de tilknyttede virksomheder alene driver forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.

Stk. 3 Kapitalgrundlaget for koncernen eller gruppen, jf. stk. 1 og 2, skal opgøres i overensstemmelse med § 153 og regler udstedt i medfør af stk. 10.

Stk. 4 Solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering, jf. dog stk. 5, og enten ved anvendelse af standardformlen efter § 154, stk. 2 og 3, og regler fastsat i medfør af stk. 6 eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen eller gruppen.

Stk. 5 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 4, eller at opgørelsen på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 4 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode.

Stk. 6 Opfyldes solvenskapitalkravet ikke for koncernen eller gruppen, finder § 223 anvendelse.

Stk. 7 Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for koncernen eller gruppen i overensstemmelse med § 278.

Stk. 8 Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller gruppen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, når

  • 1) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nødvendige oplysninger,

  • 2) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsynet, medmindre selskabet set sammen med flere andre selskaber i koncernen som helhed ikke er af uvæsentlig betydning, eller

  • 3) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildledende at medtage det pågældende selskab.

Stk. 9 Virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 skal som minimum opgøre solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen en gang årligt og herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 skal ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen eller gruppen øjeblikkelig foretage en ny opgørelse og herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 10 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for koncernen og gruppen omfattet af stk. 1 og 2, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, om opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen efter stk. 4 og 5, om Finanstilsynets godkendelse af en intern model for koncernen eller gruppen og om risikokoncentrationen. Finanstilsynet kan endvidere fastsætte nærmere regler om ækvivalens for tilfælde, hvor modervirksomheden for et gruppe 1-forsikringsselskab har sit hovedsæde i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Bekendtgørelse om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. Bekendtgørelse om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. Bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe 1- forsikringsselskaber m.v. Bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v.

§ 167

Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 166 eller dele heraf finder anvendelse på en dansk del af en koncern eller gruppe, hvis den øverste virksomhed i koncernen eller gruppen ikke er beliggende i Danmark. Det øverste forsikringsselskab, den øverste forsikringsholdingvirksomhed eller den øverste finansielle holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 9, i den danske del af koncernen, påser overholdelsen af disse bestemmelser.

Stk. 2 Afgørelse efter stk. 1 skal begrundes over for både den koncerntilsynsførende efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og det endelige moderselskab på fællesskabsniveau.

§ 168

Er der truffet afgørelse efter § 167, stk. 1, kan Finanstilsynet indgå aftale med tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater i overensstemmelse med artikel 217, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv direktiv 2014/51/EF af 16. april 2014. Det påhviler i sådanne tilfælde Finanstilsynet i fællesskab med tilsynsmyndigheder, som en sådan aftale indgås med, at begrunde aftalen over for både den koncerntilsynsførende efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og det endelige moderselskab på fællesskabsniveau.

§ 169

Finanstilsynet skal i fællesskab med andre relevante tilsynsmyndigheder indhente udtalelse fra koncernen, inden der træffes afgørelse om, hvilken af flere medlemsstaters tilsynsmyndigheder der er koncerntilsynsførende efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), i de særlige tilfælde omfattet af artikel 247, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv direktiv 2014/51/EF af 16. april 2014. Er Finanstilsynet udpeget som koncerntilsynsførende, skal Finanstilsynet meddele koncernen en begrundelse for afgørelsen, efter afgørelsen er truffet.

Stk. 2 Er Finanstilsynet udpeget som koncerntilsynsførende efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), påhviler det Finanstilsynet at meddele en begrundet afgørelse til koncernen og tilsynskollegiet i tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) træffer afgørelse i overensstemmelse med artikel 247, stk. 4 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv direktiv 2014/51/EF af 16. april 2014.

Udskillelse, afhændelse og koncerninterne transaktioner
§ 170

Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i et eller flere forsikringsselskaber, at udskille forsikringsselskaberne i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, hvis

  • 1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskapitalkravet for koncernen i § 166, stk. 1, 2, 4 og 5,

  • 2) et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller direktion omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-5, eller

  • 3) strukturen i øvrigt vanskeliggør varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.

§ 171

Finanstilsynet kan påbyde, at en forsikringsholdingvirksomhed afhænder kapitalandele i et forsikringsselskab, hvis

  • 1) solvenskapitalkravet for koncernen i § 166, stk. 1, 4 og 5, ikke er opfyldt,

  • 2) et medlem af forsikringsholdingvirksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-5, eller

  • 3) forsikringsholdingvirksomheden modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af forsikringsselskabet.

§ 172

Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for koncerninterne transaktioner, der indgås mellem et forsikringsselskab og Bekendtgørelse om koncerninterne transaktioner

  • 1) virksomheder, der direkte eller indirekte er forbundet med forsikringsselskabet som dattervirksomheder, associerede virksomheder eller modervirksomheder eller som modervirksomhedens associerede virksomheder og øvrige dattervirksomheder,

  • 2) virksomheder eller personer, der er forbundet med forsikringsselskabet gennem snævre forbindelser, eller

  • 3) virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1 og 2, hvor personerne i virksomhedernes ledelse for flertallets vedkommende er de samme, eller hvor virksomhederne er underlagt en fælles ledelse i medfør af en aftale eller vedtægtsbestemmelser herom.

Stk. 2 Koncerninterne transaktioner foretaget i strid med de regler, der er fastsat i medfør af stk. 1, skal ophæves, således at ydelserne om muligt tilbageleveres, herunder at eventuel sikkerhedsstillelse ophører. Udbetalinger fra forsikringsselskabet, der er foretaget i forbindelse med koncerninterne transaktioner i strid med de regler, der er fastsat i medfør af stk. 1, skal tilbageføres tillige med en årlig rente af beløbet svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i renteloven.

§ 173

Et forsikringsselskab må ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet have eksponeringer mod andre virksomheder inden for samme koncern bortset fra eksponeringer mod dattervirksomheder.

Stk. 2 Et forsikringsselskab må ikke have en eksponering mod virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på forsikringsselskabet, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.

Stk. 3 Finanstilsynet kan undtage fra stk. 2.

§ 174

Finanstilsynet kan i visse tilfælde, hvor en modervirksomhed i en koncern er en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsikringsselskab, fravige bestemmelser for koncerner fastsat i denne lov eller i regler udstedt i medfør af loven under hensyntagen til formålet med de pågældende bestemmelser og aktiviteterne i koncernen.  1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for grupper omfattet af § 166, stk. 2, hvis den øverste virksomhed i gruppen ikke er beliggende i Danmark.

Kapitel 16 1 Investeringer
Prudent person-princippet
§ 175

Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.

Aktivt ejerskab
§ 176

Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og som foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal udarbejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab, der beskriver, hvordan selskabet integrerer aktivt ejerskab i sin investeringsstrategi.

Stk. 2 For gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal politikken for aktivt ejerskab desuden beskrive, hvordan selskabet

  • 1) overvåger selskaber, hvori der investeres, inden for relevante områder, herunder strategi, finansielle og ikke-finansielle resultater, risiko, kapitalstruktur, social og miljømæssig indvirkning og god selskabsledelse,

  • 2) fører dialog med selskaber, hvori der investeres,

  • 3) udøver stemmerettigheder og andre rettigheder knyttet til aktier,

  • 4) samarbejder med andre aktionærer,

  • 5) kommunikerer med relevante interessenter i selskaber, hvori der investeres, og

  • 6) håndterer faktiske og potentielle interessekonflikter i forbindelse med virksomhedens aktive ejerskab.

Stk. 3 Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal en gang årligt offentliggøre, hvordan selskabets politik for aktivt ejerskab er blevet gennemført, herunder offentliggøre en generel beskrivelse af stemmeafgivelse, en redegørelse for de væsentligste afstemninger og selskabets brug af rådgivende stedfortræderes tjenesteydelser.

Stk. 4 Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal offentliggøre, hvordan selskabet har stemt på generalforsamlinger i selskaber, i hvilke det besidder aktier. Afstemninger, der er ubetydelige på grund af emnet for afstemningen eller størrelsen af kapitalandelen i det pågældende selskab, kan udelades fra offentliggørelsen.

Stk. 5 Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, kan vælge ikke at opfylde et eller flere af kravene i stk. 1-4, hvis selskabet offentliggør en klar og begrundet forklaring på, hvorfor selskabet har valgt dette.

Stk. 6 De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk. 1-5, skal være gratis tilgængelige på hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.

Stk. 7 Gennemfører en kapitalforvalter politikken om aktivt ejerskab, herunder stemmeafgivelse, på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal selskabet henvise til det sted, hvor kapitalforvalteren har offentliggjort oplysninger om stemmeafgivelse.

Stk. 8 Regler om interessekonflikter i anden lovgivning, der gælder for gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med aktiviteter vedrørende aktivt ejerskab.

§ 177

Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og som foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal offentliggøre, hvordan hovedelementerne i selskabets aktieinvesteringsstrategi er i overensstemmelse med profilen og varigheden af selskabets forsikringsmæssige forpligtelser, herunder navnlig de langsigtede forpligtelser, og hvordan hovedelementerne bidrager til aktivernes resultater på mellemlang til lang sigt.

Stk. 2 Når en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre følgende oplysninger om sin ordning med kapitalforvalteren:

  • 1) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investeringsbeslutninger efter profilen og varigheden af de forsikringsmæssige forpligtelser, navnlig de langsigtede forpligtelser for gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.

  • 2) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at træffe investeringsbeslutninger på grundlag af vurderinger af finansielle og ikkefinansielle resultater på mellemlang til lang sigt for det selskab, hvori der investeres, og til at engagere sig i selskaber, hvori der investeres, for at forbedre deres resultater på mellemlang til lang sigt.

  • 3) Hvordan metoden til og tidshorisonten for evaluering af kapitalforvalterens resultater og aflønningen for kapitalforvalterens tjenesteydelser er i overensstemmelse med profilen og varigheden af de forsikringsmæssige forpligtelser, navnlig de langsigtede forpligtelser, og tager hensyn til de langsigtede resultater for gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.

  • 4) Hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, overvåger kapitalforvalterens porteføljeomsætningsomkostninger, og hvordan det fastlægger og overvåger en tilsigtet porteføljeomsætning eller et tilsigtet omsætningsinterval.

  • 5) Varigheden af ordningen med kapitalforvalteren.

Stk. 3 Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal offentliggøre en klar og velbegrundet forklaring, hvis ordningen nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af de aspekter, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5.

Stk. 4 De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk. 1-3, skal være gratis tilgængelige på hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og skal ajourføres årligt, medmindre der ikke er væsentlige ændringer hertil.