Et forsikringsselskab må ikke uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlingsprotokol
-
1) bevilge eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i forsikringsselskabet eller virksomheder, hvor bestyrelsesmedlemmer og direktører i forsikringsselskabet er direkte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller direktør,
-
2) indgå aftale med en direktør, når aftalen omfatter større dispositioner i forhold til direktørens økonomiske forhold, eller med en tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod forsikringsselskabets, eller
-
3) bevilge eksponering mod eller indgå aftaler med personer, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksomheder, for hvilke sådanne personer er direktører eller ejer en kvalificeret andel i.
Stk. 2 Medlemmer af bestyrelsen skal erstatte tab, som forsikringsselskabet lider som følge af bevillinger, sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af stk. 1, der er godkendt af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen godtgør, at tabet ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som ledelsen af forsikringsselskabet tilsiger.
Stk. 3 En direktør, der uden bestyrelsens godkendelse bevilger eksponeringer, modtager sikkerhedsstillelser eller indgår aftaler omfattet af stk. 1, indestår for det tab, som forsikringsselskabet derved måtte blive påført, medmindre direktøren hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. selskabslovens § 210.
Stk. 4 Er en bevilling eller sikkerhedsstillelse omfattet af stk. 1, nr. 1, uden bestyrelsens godkendelse indgået med et bestyrelsesmedlem i forsikringsselskabet eller en virksomhed, hvori bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel eller er bestyrelsesmedlem eller direktør, indestår bestyrelsesmedlemmet for det tab, som forsikringsselskabet derved måtte blive påført, medmindre bestyrelsesmedlemmet hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. selskabslovens § 210.
Stk. 5 Eksponeringer og aftaler efter stk. 1 skal bevilges eller indgås i henhold til forsikringsselskabets sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår, medmindre eksponeringen indgås over for et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem på personalevilkår.