Forsikringsvirksomhedsloven § 193

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023, lov nr. 480 af 22. maj 2024, lov nr. 481 af 22. maj 2024 og lov nr. 639 af 11. juni 2024

Bestemmelser om revision
§ 193

Forsikringsselskaber skal have mindst én statsautoriseret revisor, der er certificeret af Finanstilsynet. Vælges mere end én revisor eller udpeges en revisor efter stk. 2, skal de yderligere valgte eller udpegede revisorer være statsautoriserede, og hvis der er tale om revision af pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, skal den eller de underskrivende revisorer tillige være certificeret af Finanstilsynet.

Stk. 2 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der er valgt af generalforsamlingen.

Stk. 3 Revisorerne i et forsikringsselskab skal tillige være revisorer i virksomhedens dattervirksomheder. Har et forsikringsselskab en dattervirksomhed, der er et pengeinstitut eller et realkreditinstitut, skal de valgte underskrivende revisorer være certificeret af Finanstilsynet til at revidere disse typer af virksomheder, jf. stk. 1. Det er dog tilstrækkeligt, at de tilsammen er certificeret til at revidere de enkelte typer af virksomheder i koncernen.

Stk. 4 Stk. 3 finder ikke anvendelse på modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.

Stk. 5 Finanstilsynet kan fratage en revisor dennes certificering, jf. stk. 1, 1. pkt., og dermed retten til at revidere den konkrete type virksomhed og i stedet udpege en anden revisor, jf. stk. 2, indtil nyt valg er foretaget, hvis

  • 1) revisoren ikke inden for en frist fastsat af Finanstilsynet kan dokumentere, at denne opfylder kravene til certificering, eller

  • 2) Finanstilsynet finder, at revisoren helt eller delvis ikke har fungeret tilfredsstillende og der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage revisionen på forsvarlig måde.

Stk. 6 Revisorer, der i henhold til stk. 5 får frataget certificeringen, kan forlange Finanstilsynets afgørelse indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende revisor under sagens behandling kan opretholde sit hverv som revisor for den konkrete type virksomhed. Finanstilsynet indbringer inden 4 uger sagen for domstolene. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 7 Ved revisorskifte skal virksomheden og den afgående revisor senest 1 måned efter fratræden give Finanstilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.

Stk. 8 Finanstilsynet kan pålægge revisor og for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschef at give oplysninger om forholdene i et forsikringsselskab eller i et forsikringsselskabs dattervirksomheder.

Stk. 9 Finanstilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i et forsikringsselskab eller i et forsikringsselskabs dattervirksomheder. Forsikringsselskabet kan pålægges at betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.

Stk. 10 §§ 144-149 i selskabsloven om revision finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på forsikringsselskaber, der ikke er aktieselskaber.

Stk. 11 Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 121, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører revisionsopgaver i virksomheder uden for koncernen. Bestyrelsen kan heller ikke tillade, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfører andet arbejde end revisionsopgaver i virksomheder inden for koncernen eller i virksomheder inden for samme administrationsfællesskab. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra 1. pkt.

Stk. 12 Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 121, at interne revisions- og vicerevisionschefer påtager sig hverv, der bevirker, at de kommer i strid med habilitetsbestemmelser svarende til dem, der i medfør af revisorloven og Europa-Parlamentets og Rådets forordning om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2005/909/EF finder anvendelse for eksterne revisorer for virksomheder af interesse for offentligheden.

Stk. 13 Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om revisionens gennemførelse i forsikringsselskaber og i forsikringsselskabers dattervirksomheder, herunder om intern revision.

Stk. 14 Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om certificering af revisorer, jf. stk. 1 og 5.