Forsikringsvirksomhedsloven § 195

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023, lov nr. 480 af 22. maj 2024, lov nr. 481 af 22. maj 2024 og lov nr. 639 af 11. juni 2024

Overdragelse
§ 195

Et forsikringsselskab må ikke uden erhvervsministerens tilladelse overdrage hele eller en del af sin forsikringsbestand til et andet forsikringsselskab. Tilsvarende gælder, når den fortsættende virksomhed er en udenlandsk forsikringsvirksomhed.

Stk. 2 Afgørelse efter stk. 1 skal meddeles ansøgeren senest 5 måneder efter ansøgningens modtagelse. Er ansøgningen ufuldstændig, skal afgørelse meddeles, senest 5 måneder efter at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelsen. Der skal under alle omstændigheder træffes en afgørelse senest 6 måneder efter ansøgningens modtagelse.

Stk. 3 Finanstilsynet skal, før der kan gives tilladelse, offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i et landsdækkende dagblad, medmindre erhvervsministeren finder, at tilladelse til overdragelsen af en forsikringsbestand bør nægtes. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer agtes overdraget, til senest 3 måneder efter offentliggørelsen at afgive skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, hvis de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig med offentliggørelsen sende en meddelelse om overdragelsen samt Finanstilsynets redegørelse til de berørte forsikringstagere.

Stk. 4 Efter udløbet af fristen i stk. 3, 2. pkt., træffer erhvervsministeren under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen kan ikke påberåbes af forsikringstagerne som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

Stk. 5 Tilladelse efter stk. 1 kan bl.a. nægtes, hvis bestandsoverdragelsen strider mod væsentlige samfundshensyn.

Stk. 7 Et forsikringsselskab, der overdrager hele eller en del af sin forsikringsbestand til et andet forsikringsselskab, frigøres ved tilladelsen efter stk. 1 for ansvar over for forsikringstagerne.

Stk. 8 Sker overdragelsen af en forsikringsbestand i forbindelse med en fusion af forsikringsselskaber, kan fusionen uanset § 27, stk. 1, i lov om forsikringsaftaler ikke påberåbes af forsikringstagerne som grundlag for at ophæve forsikringsaftalen.

Stk. 9 For så vidt angår livsforsikringsvirksomhed, kan der i forbindelse med overdragelsen kun foretages sådanne ændringer i det overdragende selskabs forsikringsvilkår, herunder bonusreglerne, som af Finanstilsynet skønnes at være en nødvendig følge af overdragelsen.

Stk. 10 Fusionsplaner, spaltningsplaner og vurderingsmændenes erklæring om kreditorernes stilling i henhold til selskabsloven skal for forsikringsselskaber senest 4 uger efter underskrivelsen sendes til Finanstilsynet, som offentliggør modtagelsen af fusionsplanen, spaltningsplanen og vurderingsmændenes erklæring om kreditorernes stilling.