Når et forsikringsselskab bliver insolvent, kan Finanstilsynet indgive konkursbegæring. Finanstilsynets beslutning om at indgive konkursbegæring kan ikke påklages efter § 309.
Stk. 2 Uanset § 17, stk. 2, i konkursloven, anses gruppe 1-forsikringsselskaber, som ikke opfylder deres forpligtelser med hensyn til efterstillet kapital optaget som ansvarlig lånekapital, ikke for at være insolvente. Tilsvarende gælder for gruppe 2-forsikringsselskaber, som ikke opfylder deres forpligtelser med hensyn til supplerende kapital optaget som ansvarlig lånekapital.
Stk. 3 Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere kuratorer, hvoraf én skal være jurist.
Stk. 4 Erklæres et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, konkurs, finder § 227 tilsvarende anvendelse. Har forsikringsselskabet tegnet arbejdsulykkesforsikringer, tages arbejdsulykkesforsikringsbestanden uanset 1. pkt. under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse.
Stk. 5 Erklæres et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, konkurs, skal forsikringsbestanden tages under administration i henhold til §§ 227-235.