Forsikringsvirksomhedsloven § 57

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
jf. lovbekendtgørelse nr. 169 af 16. februar 2025

Generalagent
§ 57

Udenlandske forsikringsselskaber, der har etableret en filial her i landet, skal udpege en generalagent til at lede filialen, der ikke kan tegnes uden generalagentens medvirken. Generalagenten skal have beføjelse til at forpligte virksomheden over for tredjemand og til at repræsentere forsikringsselskabet i øvrigt, herunder over for Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen og under søgsmål mod forsikringsselskabet. Generalagenten skal opfylde kravene i § 105.

Stk. 2 Generalagenten kan tillige fungere som den skadesbehandlingsrepræsentant, der er nævnt i § 54.

Stk. 3 Et forsikringsselskab må kun have en generalagent her i landet.

Stk. 4 Generalagenten kan meddele prokura til en eller flere underagenter.

Stk. 5 Generalagenter skal være myndige personer og have indfødsret i enten en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet kan, hvor forholdene kræver det, meddele dispensation fra kravet om indfødsret.

Stk. 6 Et her i landet hjemmehørende aktieselskab, anpartsselskab eller interessentskab kan være generalagent, hvis generalagenten som sin repræsentant udpeger en person, der opfylder de betingelser, der er nævnt i stk. 5.