Et forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger:
-
1) I hvilket land forsikringsvirksomheden ønskes påbegyndt.
-
2) En angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
-
3) En angivelse af den metode, som forsikringsselskabet anvender ved behandlingen af retshjælpsforsikringskrav i medfør af § 4 i bekendtgørelse om retshjælpsforsikring for gruppe 1-forsikringsselskaber, i det omfang forsikringsselskabet vil udbyde retshjælpsforsikringer i det pågældende værtsland, jf. bilag 1, nr. 17.
-
4) Skal forsikringsselskabet dække under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal forsikringsselskabet fremlægge en erklæring for Finanstilsynet om, at forsikringsselskabet er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet, og angive navn og adresse på den i værtslandet bosatte skadesbehandlingsrepræsentant, jf. § 21, stk. 2.
Stk. 2 Finanstilsynet skal videresende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, et solvenscertifikat og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af oplysningerne, jf. dog stk. 3. Finanstilsynet underretter samtidig forsikringsselskabet om, at oplysningerne er videresendt til tilsynsmyndighederne i værtslandet.
Stk. 3 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde undlade at videresende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis Finanstilsynet vurderer, at videresendelse vil være uforsvarligt. Finanstilsynet skal ikke videresende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis forsikringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet efter § 154 eller minimumskapitalkravet efter § 155. Finanstilsynet skal underrette forsikringsselskabet, hvis Finanstilsynet ikke fremsender de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2.
Stk. 4 Modtager Finanstilsynet oplysninger fra værtslandets tilsynsmyndigheder om særlige vilkår, der er begrundet i samfundsmæssige interesser, og som gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed i værtslandet, skal Finanstilsynet videregive disse oplysninger til forsikringsselskabet.
Stk. 5 Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor selskabet er blevet underrettet i medfør af stk. 2, 2. pkt.
Stk. 6 Forsikringsselskabet skal meddele Finanstilsynet enhver ændring i de forhold, der er oplyst om efter stk. 1, senest samtidig med at ændringerne foretages. Finanstilsynet skal herefter meddele værtslandets tilsynsmyndigheder om ændringerne senest 1 måned efter modtagelsen af meddelelse om ændringerne.