Forsikringsvirksomhedsloven § 79

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
jf. lovbekendtgørelse nr. 169 af 16. februar 2025

§ 79

Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, skal tillade en lønmodtager, som fratræder sit ansættelsesforhold, at lade sine optjente pensionsrettigheder blive stående i pensionsordningen med alderspension, der er knyttet til vedkommendes ansættelsesforhold, jf. dog stk. 2, når

  • 1) lønmodtageren flytter til et andet land inden for den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med, og

  • 2) det ansættelsesforhold, som lønmodtageren fratræder, ophører af andre årsager, end at vedkommende bliver berettiget til pension.

Stk. 2 Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kan dog vælge at udbetale det beløb, som svarer til værdien af de optjente pensionsrettigheder, til lønmodtageren, hvis

  • 1) værdien ikke overstiger et grundbeløb på 20.000 kr. (2010-niveau), som reguleres efter personskattelovens § 20, og

  • 2) lønmodtageren afgiver et informeret samtykke til udbetalingen.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder alene anvendelse i relation til pensionsordninger for lønmodtagere, som ikke i medfør af kollektiv overenskomst eller aftale er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/50/EU om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende pensionsrettigheder.