Forsikringsvirksomhedsloven § 94

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023, lov nr. 480 af 22. maj 2024, lov nr. 481 af 22. maj 2024 og lov nr. 639 af 11. juni 2024

Erhvervelser i udenlandske selskaber
§ 94

Et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed skal på forhånd underrette Finanstilsynet om virksomhedens direkte eller indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i et udenlandsk forsikringsselskab eller en udenlandsk virksomhed, der driver pengeinstitutvirksomhed, realkreditinstitutvirksomhed, fondsmæglervirksomhed eller investeringsforvaltningsvirksomhed, samt sådanne forøgelser af den kvalificerede andel, som medfører, at denne udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. og 50 pct. af stemmerettighederne eller selskabskapitalen, eller at det udenlandske forsikringsselskab eller den udenlandske virksomhed bliver en dattervirksomhed. Underretningen skal indeholde oplysning om, i hvilket land virksomheden er etableret.

Stk. 2 Forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder, som har en andel på mindst 10 pct. af et udenlandsk forsikringsselskab eller en udenlandsk virksomhed, jf. stk. 1, og som påtænker at mindske denne andel, således at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.

Stk. 3 Hvor det udenlandske forsikringsselskab eller den udenlandske virksomhed, jf. stk. 1, bliver en dattervirksomhed, skal meddelelsen til Finanstilsynet indeholde følgende oplysninger om dattervirksomheden:

  • 1) I hvilket land dattervirksomheden ønskes etableret.

  • 2) En beskrivelse af dattervirksomhedens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og planlagte aktiviteter.

  • 3) Dattervirksomhedens adresse.

  • 4) Navnene på dattervirksomhedens ledelse.

Stk. 4 Ved ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 3, nr. 1-4, skal forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden give meddelelse til Finanstilsynet herom, inden ændringen foretages. Hvis forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden ikke på forhånd er bekendt med ændringen, skal meddelelse til Finanstilsynet gives, straks efter at forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden har modtaget underretning om ændringen.