Foruden den personkreds, der er omhandlet i § 10 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. hæfter de i § 16 a, stk. 3, nævnte varemodtagere og den, der er i besiddelse af varen, for betaling af afgift efter bestemmelserne i denne lov.
Stk. 2 Har en virksomhed overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, kan told- og skatteforvaltningen udstede en notifikation, der gennem konkrete påbud pålægger virksomheden at udvise større agtpågivenhed ved sine handler. Notifikationen kan gives til virksomheden og den personkreds, som er nævnt i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 1. Notifikationen gives for en tidsbegrænset periode på 5 år og bortfalder herefter. Notifikationen kan gives for en ny periode på 5 år, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Oplysninger om notifikationen registreres i kontrolinformationsregisteret efter skattekontrollovens § 69.
Stk. 3 Har en virksomhed overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav, hvis følgende betingelser er opfyldt:
-
1) Told- og skatteforvaltningen har konstateret, at den pågældende virksomhed tidligere har overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er blevet betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov.
-
2) Den pågældende virksomhed har modtaget en notifikation fra told- og skatteforvaltningen efter stk. 2.
-
3) Den pågældende virksomhed har forsætligt eller groft uagtsomt ikke overholdt påbuddene i en gældende notifikation.
Stk. 4 Har en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav.