Lov om forsvarets personel § 11b

Denne konsoliderede version af lov om forsvarets personel er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 232 af 26. maj 1982,
jf. lovbekendtgørelse nr. 667 af 20. juni 2006,
som ændret ved lov nr. 1264 af 16. december 2009, lov nr. 395 af 2. maj 2016, lov nr. 1539 af 18. december 2018, lov nr. 328 af 30. marts 2019 og lov nr. 2386 af 14. december 2021

§ 11b

Personel, der ikke er omfattet af lov om tjenestemandspension eller lov om pensionering af civilt personel m.v. i forsvaret, og som kommer til skade eller omkommer under eller som følge af tjenesten under udsendelse til udlandet, kan få udbetalt en supplerende skattepligtig løbende ydelse. Ved tilskadekomst udbetales ydelsen til den skadelidte, og en skattepligtig løbende tillægsydelse udbetales til den skadelidtes børn under 21 år. Ved dødsfald udbetales en supplerende skattepligtig løbende ydelse til den efterladte ægtefælle og efterladte børn under 21 år.

Stk. 2 Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om ydelsen efter stk. 1. Ministeren kan herunder fastsætte kriterier for beregning af ydelsen og nærmere kriterier for tildeling af ydelsen, herunder krav om, at der skal være en anerkendt arbejdsskade, krav til erhvervsevnetab, krav om, at skaden skal have været egnet til at medføre afskedigelse, og regler om vurderingen i sager, hvor der foreligger konkurrerende afskedigelsesårsager.

Stk. 3 For personel, der er omkommet eller kommet til skade under eller som følge af tjeneste under udsendelse den 14. august 1996 eller senere, kan udbetaling af den supplerende skattepligtige løbende ydelse efter stk. 1 tidligst ske med virkning fra den 14. august 1996. For personel, der er omkommet eller kommet til skade under eller som følge af tjeneste under udsendelse før den 14. august 1996, kan udbetaling af den supplerende skattepligtige løbende ydelse efter stk. 1 tidligst ske med virkning fra den 1. januar 2018.

Stk. 4 Forsvarsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2 helt eller delvis kan tillægges virkning for afgørelser, der er truffet før den 1. januar 2022.