Fonden kan efter en ansøgningsrunde i 2020 foretage en førtidig udbetaling af feriemidler, der er omfattet af § 48 a, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019, og optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. marts 2020. Feriebetaling i forbindelse med afholdelse af særlige fondsferiedage efter § 28 fratrækkes i udbetalingen. Feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som vedrører en lønperiode hen over månedsskiftet fra august til september 2019, anses for optjent i september 2019. Feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som vedrører en lønperiode hen over månedsskiftet fra marts til april 2020, anses for optjent i april 2020.
Stk. 2 Førtidig udbetaling efter stk. 1 fratrækkes lønmodtagerens krav mod fonden på tilgodehavende feriemidler efter § 12. Forud for høring af lønmodtageren efter § 4, stk. 1, skal fonden undersøge, om lønmodtageren har fået førtidig udbetaling af feriemidler efter stk. 1, som skal fratrækkes ved opgørelsen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler.
Stk. 3 Fonden kan efter en ansøgningsrunde i 2021 foretage en førtidig udbetaling af en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler efter § 12.
Stk. 4 Førtidig udbetaling efter stk. 1 og 3 og fradrag efter stk. 2 er uden betydning for arbejdsgiverens pligt til indberetning, opgørelse og betaling af tilgodehavende feriemidler efter kapitel 2 og 3. Fradrag i lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 2, skal ikke indgå i opgørelsen af, hvad arbejdsgiveren skal indbetale til fonden.
Stk. 5 Førtidig udbetaling efter stk. 1 og 3 medregnes ved opgørelsen af lønmodtagerens skattepligtige indkomst, i det omfang den træder i stedet for ferie med løn eller feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser. Udbetalingen medregnes ikke ved opgørelsen af lønmodtagerens skattepligtige indkomst, i det omfang den træder i stedet for øvrig feriegodtgørelse. Udbetalingen som nævnt i 1. pkt. henregnes til A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, og medregnes til grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag efter arbejdsmarkedsbidragsloven. Kildeskattelovens § 49 B finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 6 Førtidig udbetaling af feriemidler efter stk. 1 og 3, der hidrører fra en indbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter § 8 b i lov om Lønmodtagernes Garantifond, medregnes ikke ved opgørelsen af lønmodtagerens skattepligtige indkomst.
Stk. 7 Fonden kan kræve førtidigt udbetalte feriemidler efter stk. 1 og 3, som modtageren ikke har krav på, tilbagebetalt. Det er ikke en betingelse for tilbagesøgningen, at modtageren ved udbetalingen var vidende om, at denne ikke havde krav på førtidig udbetaling efter stk. 1 og 3.
Stk. 8 En førtidig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 1 kan af lønmodtageren skattemæssigt vælges behandlet, som om udbetalingen var sket på tidspunktet for ansøgningen om udbetaling, og således at udbetalingen får skattemæssig virkning på ansøgningstidspunktet, såfremt der er gået mere end 14 dage fra ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet. Anmodning herom skal være told- og skatteforvaltningen i hænde senest den 1. juli 2021.
Stk. 9 En førtidig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 3 kan af lønmodtageren skattemæssigt vælges behandlet, som om udbetalingen var sket på tidspunktet for ansøgningen om udbetaling, og således at udbetalingen får skattemæssig virkning på ansøgningstidspunktet, såfremt der er gået mere end 14 dage fra ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet. Anmodning herom skal være told- og skatteforvaltningen i hænde senest den 1. december 2021.
Stk. 10 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om førtidig udbetaling af feriemidler efter stk. 1 og 3, herunder regler for ansøgning, ansøgningsfrist, udbetaling, fondens administration og kontrol. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om tilbagesøgning, herunder om, at der ikke skal ske tilbagebetaling af feriemidler, som lønmodtageren ikke havde krav på, jf. stk. 3, under en nærmere fastsat bagatelgrænse. Bekendtgørelse om førtidig udbetaling af feriemidler ved en ansøgningsrunde i 2020 Bekendtgørelse om førtidig udbetaling af feriemidler ved en ansøgningsrunde i 2021